23948sdkhjf

Foodservicefirma overtager gamle Danish Crown-bygninger

Randers-virksomheden Procater, der er foodserviceleverandør til en lang række jyske restauranter, kantiner og fastfoodforretninger, rykker snart godt 30 kilometer mod sydvest.

Procater har således købt Danish Crowns tidligere forædlingsfabrik i Fårvang og flytter efter planen ind i løbet af sommeren, skriver Midtjyllands Avis

Virksomheden har p.t. cirka 15 medarbejdere, men stifter, ejer og direktør Michael Laursen regner med, at der bliver brug for flere i forbindelse med flytningen.

- Det forventer vi helt klart. Nu kommer vi ud og får lidt luft under vingerne, og så forventer vi både, at vi kommer til at stige i omsætning, og at vi får brug for flere folk, siger han til avisen.

Til Food Supply uddyber han ved at oplyse, at "vi forventer at skulle bruge tre-fire nye folk inden for kort tid efter tilflytning. Og så gradvis som virksomheden vokser".

Michael Laursen stiftede Procater i 2012 sammen med sin hustru, Gitte Laursen. I begyndelsen af sidste år kom Peter Høgh ind som partner med en ejerandel på 25 procent.

Procater er nu i gang med at renovere bygningerne, som Danish Crown forlod i 2014 i forbindelse med slagterikoncernens flytning til det dengang nye kreaturslagteri i Holsted.

Blandt andet bliver der indrettet en stor "skærestue" hvor Procater kan lave lave blandt andet bøffer og hakkekød. Og udenfor bliver der installeret en fryser med plads til over 1.000 paller med frostvarer, fortæller direktøren til Midtjyllands Avis.

Procater leverer alt fra fersk kød, konserves, frugt og frisk fisk til vin, rengøringsprodukter og alkoholiske drikke. I alt er der ifølge Michael Laursen op imod 15.000 varenumre på lager.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078