Kendiskok og madiværksætter vil sælge sund fastfood i ny startup
Du behøver ikke nødvendigvis at skyde en bøffel eller en antilope for at få aftensmad.
Nikolaj Kirk, som blandt andet er kendt fra programserien Nak & Æd, hvor han sammen med naturmanden Jørgen Skouboe skyder og tilbereder dyr, har kastet sig ud i et helt andet projekt - langt fra jagtmarken.
Sammen med den tidligere Michelin-kok og madiværksætter Mikkel Maarbjerg vil han sælge kopnudler.
Det skriver Børsen.
Med den nye startup Clean Noodles vil kompagnonerne gentænke færdigretten og gøre den "sund og velsmagende".
Makkerparret har sammen drevet selskabet Kirk+Maarbjerg i 15 år, og de kunne i juli præsentere Clean Noodles tre første varianter.
Clean Noodles produkter
Clean Noodles har indtil videre lanceret tre varianter af kopnudler:
"Zesty Yellow Curry", der beskrives som en stærk karry-ret.
"Marvelous Miso" - miso er en japansk pasta, der hovedsageligt består af sojabønner.
"Spicy Szechuan Pepper Broth" - med szechuan, som også går under navnet kinesisk peber.
Kilde: Clean Noodles
For at udfordre sig selv har Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg givet sig selv de benspænd, at kopnudlerne skal være veganske, bestå af økologiske råvarer og produceres i Danmark, skriver avisen.
- For os som kokke ligger der en spændende opgave i at gå den vej. Nogle gange kan det næsten være en fordel at give sig selv nogle benspænd, fordi det gør, at det bliver lettere at komme frem til det, man vil, siger medstifter Nikolaj Kirk til Børsen.
Indtil videre bliver færdigretterne solgt på virksomhedens hjemmeside, men kan på sigt ende ude i de fysiske butikker, lyder det ifølge avisen.
I 2021 leverede selskabet bag Clean Noodles, Kirk+Maarbjerg, et årsresultat på 1,9 millioner kroner. Det var mere end en seksdobling i forhold til i 2020, hvor tallet lød på 300.000 kroner.
Regnskabsår | 2021 | 2020 | 2019 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Primært resultat | 1,4 | 0,3 | 1,1 |
Bruttofortjeneste | 2,8 | 1,6 | 2,5 |
Resultat før skat | 2,2 | 0,4 | 0,9 |
Årets resultat | 1,9 | 0,3 | 0,6 |
Omsætningsaktiver i alt | 2,7 | 1,6 | 1,9 |
Status balance | 5,3 | 3,0 | 3,2 |
Likvide beholdninger | 0,7 | 1,2 | 0,9 |
Egenkapital | 4,0 | 2,2 | 2,3 |
Antal ansatte | 2 | 2 | 2 |
Kilde: CVR |