Hvem har Danmarks bedste kantine?
Landbrug & Fødevarer har offentliggjort de to nominerede til årets Kantinepris 2012, som i år uddeles for niende gang,
I lige præcis de to kantiner lægger de kantineansvarlige nemlig så meget entusiasme i madlavningen, at køkkencheferne og deres teams nu står i finalen og kan vinde Kantineprisen 2012.
- Vi har i år et meget stærkt felt – der er innovation, nytænkning i forhold til smagen og masser af visioner på agendaen hos årets to nominerede. De lægger en kæmpe entusiasme i deres fag, og det kommer for eksempel til udtryk ved, at de tilbereder alting fra bunden, og at de to kandidater har haft exceptionelt mod til at udfordre deres gæsters smagsløg på en konsekvent og meningsfuld måde. Netop ”Smag med mening” har været det tema, juryen skulle have i baghovedet, når de i år udvalgte de nominerede, siger markedskonsulent Vickie Kristensen fra Landbrug & Fødevarer, der er koordinator på Kantineprisen, som i år uddeles for niende gang.
De to finalister
Om de to kandidater skriver juryen, som består af Henrik Rosbjerg, Danish Crown, Ronny Isvik fra Madkulturen, Helge Heilskov Kristensen, kantinechef, ATP (Kantineprisvinder 2011) og Vickie Kristensen fra Landbrug & Fødevarer:
"Indstillingen af køkkenchef Mikkel Karstad og hans team hos Horten i Hellerup begrundes blandt andet med, at stedet er moderne, let, tidssvarende og udfordrende og stimulerer alle sanser. 238 medarbejdere nyder dagligt økologiske, hjemmelavede retter, helt ned til syltning, rygning og gravning, og tilbyder en appellerende take away-ordning."
"Køkkenchef Tommy Jørgensen og hans team hos Rambøll Danmark A/S bespiser 1200 frokostgæster i kantinen hver dag. Hertil kommer massiv mødeaktivitet og mange særarrangementer. Udgangspunktet er nordiske råvarer, tilberedt og smagt til med inspiration fra hele kloden, hjemmebagte specialbrød af nordiske kornsorter, ugentlige hverdagsoverraskelser, take away-ordning, fokus på økologi, nærhed, madspild og bæredygtighed.”
Juryen på besøg
I løbet af den kommende tid vil juryen uanmeldt besøge kantinerne for ved selvsyn og smagning at prøve af, hvad stederne formår.
- Det er de små detaljer, der bliver helt afgørende for, hvem der løber med prisen i år. Af besøgene forventer jeg en gennemført frokost, hvor temaet ' smag med mening' kan mærkes, siger Vickie Kristensen.
Formålet med Kantineprisen er anerkendelse til kantinerne i Danmark, der med ildsjæl indestår for faglighed og innovation og dermed højner kantinefaget og fremmer den gode håndværksmæssige kvalitet.
Vinderen udråbes den 31. oktober , hvor Kantinepristrofæ og diplom overrækkes af fødevareminister Mette Gjerskov ved en festlig begivenhed hos Landbrug & Fødevarer på Axelborg.
Læs mere på www.kantineprisen.dk