23948sdkhjf

Fødevareforskere skal bedømme skolemads-revolutioner for EU

Fødevareforskere fra Aalborg Universitet får en hovedrolle i et nyt EU-projekt, som skal evaluere udvalgte europæiske storbyers erfaringer med ambitiøse skolemadsordninger.
Det overordnede formål med projektet er at udbrede de bedste eksempler fra skolemadsordningerne, samtidig med at økologi og bæredygtighed gøres til en integreret del af elevernes måltid.

Professor Niels Heine Kristensen fra Aalborg Universitets forskningsgruppe ”Foodscapes, Innovation & Networks” (FINe) er dansk partner i projektet, og han har været vidne til store forandringer på området:

- Vi har de seneste år set noget, der ligner en skolemads-revolution i mange af de europæiske storbyer. De storby-madordninger, vi skal evaluere i dette EU-projekt, repræsenterer nogle af de mest lovende, hvad angår målsætninger for kvaliteten af måltiderne og bæredygtigheden af forsyningen. Det københavnske EAT projekt er et godt eksempel. Men der mangler evalueringer af projekterne, og det har betydet, at erfaringerne ikke er blevet vurderet og formidlet i det ønskede omfang. Med projektet her er det endelig lykkedes os at skabe forudsætninger for at få evalueret, dokumenteret og formidlet nogle af de mange erfaringer, der er høstet gennem årene, forklarer Niels Heine Kristensen.

Byer som København, Rom og Malmø har alle opbygget viden fra ambitiøse skolemadsordninger med omstilling til økologisk og lokalt produceret mad. EU-projektet skal sikre, at den viden bliver til gavn for flere. Når erfaringerne bliver evalueret, kan de bedste af dem bruges til at sikre et nødvendigt kompetenceløft for det personale, der arbejder med den offentlige bespisning, samt til at forbedre kommunernes generelle fødevarestrategi.

God timing og glad minister
Det toårige arbejde starter til november, og timingen er noget nær perfekt set fra dansk side. Der er en forventning om, at det kan komme til at bidrage med værdifuld viden til den store plan for økologisk omstilling, som den danske fødevareminister Mette Gjerskov netop har igangsat. Så ministeren glæder sig:

- For mig er det utrolig vigtigt, at sund mad og gode madoplevelser tænkes sammen med arbejdet med børns udvikling. Vi skal nære børns nysgerrighed og interesse for madens oprindelse og smag. Herved kan vi skabe gode rammer for børn og unge, hvor der er fokus på deres trivsel og udvikling, så de får grundlagt madbevidsthed og bliver kritiske forbrugere. Derfor kan jeg kun glæde mig over at man indsamler erfaringer på området, og jeg glæder mig til at følge – og følge op på – projektets resultater, siger fødevareminister Mette Gjerskov.



Læs mere om: AAU
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105