Medarbejdere hos Skare er fyret - nye ejere vil ikke have dem
11 medarbejdere i den konkursramte kødkoncern Skare har tirsdag fået besked om, at de er opsagt.
Det fortæller en af kuratorerne, Corna Levin Munch, til JydskeVestkysten.
- Ud fra de dialoger, vi har haft med køberemnerne, har det stået klart tirsdag, at vi har været nødt til at afskedige 11 medarbejdere. Køberne har meldt retur, at de kan se, at de ikke har behov for at overtage de 11 stillinger, som de medarbejdere har haft, siger Corna Levin Munch til mediet.
Der er tale om 11 funktionærstillinger, som allerede er besat hos de mulige købere, som kuratellet er i dialog med. Og derfor er der ikke interesse for, at de nu fyrede medarbejdere skulle føres med over i et nyt ejerskab.