23948sdkhjf

Det danske ølmarked svinder

Det danske ølsalg er faldet med 8 procent i 2012, mens billig oversøisk vin vinder mere indpas hos danskerne. Afgifter dræber bryggeribranchens vækstmuligheder.
De danske bryggerier kæmper en svær kamp på hjemmemarkedet. Siden 2007 har danskerne nemlig drukket mere vin end øl, og det er i stigende grad billig oversøisk vin, der erstatter den klassiske pilsner. Det skriver Bryggeriforeningen i sit seneste branchenyt.

Vin udgør nu 48 procent af danskernes samlede alkoholforbrug, mens andelen af øl er faldet til 36 procent.

Ifølge Bryggeriforeningens direktør Niels Hald er den seneste forhøjelse af ølafgiften en af de væsentligste årsager til, at det stadig bliver sværere for landets bryggerier at tage kampen op mod vinen.

Det faktum nikker flere af Bryggeriforeningens medlemmer genkendende til.

Afgifter bremser væksten
Anders Busse Rasmussen, ejer af Indslev Bryggeri, fortæller at Indslevs vækst er bremset netop på grund af afgifterne.

- Vi kan ikke lægge de øgede udgifte over på salgsprisen, fordi markedet for specialøl er under pres – både fra udenlandske mærker og den stigende grænsehandel, forklarer han til branchemagasinet.

Han vurderer, at efter ølafgiften blev sat op i 2012 betaler bryggeriet afgifter for, hvad der svarer til at have to fuldtidsansatte mere på lønningslisten. Samme udmelding kommer fra Bryggeriet Skands, hvor afgifterne ikke giver råderum til ansættelse af en ekstra medarbejder.

- Vi kan ikke styre udviklingen i afgifterne på øl, vand, energi og emballage. Men vi kan styre vores egen arbejdsindsats, selvom det ville have været rart at have råd til en ekstra medarbejder, lyder udmeldingen fra bryggeriejere og ægtepar Birthe og Mogens Skands.

Flere arbejdspladser og højere omsætning
Hos Bryggeriet Fuglsang har man i 2012 betalt 700.000 kr. mere i ølafgift til staten end året før. Hertil har direktør Henning Fuglsang kun ét at sige:

- Jo mere afgiften stiger – jo mere vælger vores kunder at handle uden for landets grænser, udtaler han til Bryggeriforeningens magasin.

Brancheforeningen anslår, at en halvering af øl-afgifterne ville kunne skabe op mod 1.500 ekstra jobs i bryggerier, detailhandlen og retursystemet. Samtidig vil det på sigt kunne øge salget af øl på hjemmemarkedet med 1,1-1,2 mia. kr.

Kilde: Bryggeriforeningen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094