Nowaco sætter ny omsætningsrekord
Fødevaregrossisten kom ud af 2012 med et solidt resultat og den højeste omsætning nogensinde trods svære vilkår på flere markeder.
Med en omsætningsstigning på 13 procent til 1.997 mio. kr. krydsede Nowaco før-kriseniveauet fra 2008 og satte samtidig rekord for hele fødevaregrossistens historie.
På samme tid realiserede Nowaco et resultat før skat på 38,2 mio. kr., hvilket er 15 procent mindre end i 2011.
- Nedgangen i resultatet i forhold til 2011 kan henføres til vanskelige forhold på flere af de markeder, Nowaco opererer på. I sidste del af 2012 er disse forhold bedret væsentligt og forventes således ikke at få indflydelse på driften i 2013, siger direktør Preben K. Nielsen, som på samme baggrund anser resultatet for at være tilfredsstillende.
Fokus på bundlinje og geografisk udbredelse
I løbet af 2012 nåede Nowaco at købe varer i 62 lande og sælge til 81 lande. Alligevel ønsker Nowaco-ledelsen både at udbygge den geografiske tilstedeværelse samt at forbedre bundlinjen.
- Selskabets ledelse ser fortsat store muligheder for at fastholde og udbygge markedspositionen. Vi forventer således i de kommende år at udbygge såvel den geografiske tilstedeværelse samt produktsortimentet. På denne baggrund forventer vi i 2013 et resultat på lidt højere niveau end i 2012, oplyser Preben K. Nielsen.
Nowaco beskæftigede med udgangen af 2012 i alt 125 medarbejdere fordelt med 70 ansatte på hovedkontoret i Aalborg og 55 ansatte i datterselskaber/repræsentationskontorer.
Fødevaregrossisten er til stede i både USA, Brasilien, Argentina, Rusland, UAE, Indien, Hong Kong, Kina, Vietnam, Makedonien, Spanien og Polen med egne datterselskaber og repræsentationskontorer.