23948sdkhjf

Catering Engros jagter nye markedsandele

Catering Engros har åbnet ny afdeling i Aalborg - på samme adresse som slagterivirksomheden Sørwi.
Catering Engros har hidtil betjent sine nordjyske kunder på det professionelle food-service marked fra koncernens afdeling i Middelfart, men fra den 11. marts er cateringgrossisten nu selv tilstede i regionen.

Catering Engros har nemlig åbnet afdeling på adresse sammen med slagterivirksomheden Sørwi A/S, som cateringkoncernen sidste år erhvervede størsteparten af.

- Vi har længe haft et ønske om at udbygge og udvide vores service i Nordjylland. Med den nye afdeling kan vi tilbyde vores kunder endnu mere fleksibilitet og forbedret service. Vi tilfører det nordjyske marked et bredt fødevaresortiment, der matcher såvel virksomhedskantinens og pizzariaets som gourmetrestaurantens meget forskellige ønsker. Og vi har store forventninger til udvidelsen, ikke mindst på grund af samarbejdet med Sørwi, fortæller Catering Engros markedschef Mads Bjerregaard.

I januar 2012 overtog Catering Engros 60 pct. af aktierne i den nordjyske Sørwi, hvis 35 medarbejdere producerer kvalitetskødudskæringer, -pålæg og -røgvarer til bl.a. cateringbranchen (gennem Catering Engros) og f.eks. også til dagligvarekæden SuperBest.

Betydelige vækstmuligheder
Med den nye afdeling som fremskudt brohoved i Aalborg og Nordjylland, forventer Catering Engros at kunne øge markedsandelen betydeligt i regionen.

Foreløbig startes der op med 5 nyansatte salgsmedarbejdere, men i Catering Engros øvrige afdelinger arbejder mindst 25 og op til over 200 medarbejdere, der samler og pakker de friske fødevarer til hurtig levering. Virksomheden beskæftiger i alt ca. 700 medarbejdere landet over og råder over flere end 100 kølebiler.

- De nordjyske kantiner, caféer og restauranter får med den nye afdeling adgang til et af de bredeste fødevaresortimenter, endda kørt lige til døren mindre end 24 timer efter bestilling. Jeg er overbevist om, at restaurationer og kantiner i Nordjylland vil tage godt imod det øgede udbud og ser derfor betydelige vækstmuligheder, sådan som det er sket i den øvrige del af landet, fortæller den nye Aalborg-afdelings forvalter Rene Hove.

Gavner den nordjyske restaurationsbranche
Formand for Horesta i Nordjylland og administrerende direktør i Restaurant Papegøjehaven i Aalborg, Lars Mouritzen, hilser Catering Engros-afdelingen i Aalborg velkommen.

- Udsigten til mere konkurrence vil ikke mindst øge udbuddet og formodentlig også højne kvaliteten af fødevarer i Nordjylland. Det vil gavne restaurationsbranchen i hele regionen og i sidste ende vore gæster, vurderer han.

Udover afdelingen i Aalborg driver FoodService Danmark, der er moderselskab for Catering Engros, allerede tre store S-Engros butikker i Nordjylland, I henholdsvis Aalborg SV, Hjørring og Frederikshavn.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094