Cult tilbage med sorte tal
Den aarhusianske producent af energidrik og alkoholprodukter lægger sit blodrøde 2011-regnskab bag sig og satser benhårdt på cidermarkedet ”Down Under”.
I 2012 er de blodrøde tal byttet ud med sorte og i størrelsesordenen små 6 mio. kr. Det skriver Berlingske Business.
- Vi har fået ryddet op og kan igen fokusere på udviklingen af vores forretning. Vi har solgt vores produkter til de priser, som de skal sælges til og øget salget sammenlignet med forrige år, forklarer Cult’s adm. direktør, Lars Klausen til Business.
Selvom cidermarkedet herhjemme er halveret siden 2010 er det alligevel cider-produktet, som Cult forventer sig meget af på eksportmarkederne. I modsætning til energidrikken, som var Cults første produkt, er cidermarkedet langt mere tilgængeligt uden for Nordeuropa, da der endnu ikke findes så mange ciderproducenter med fokus på det unge segment.
Cult eksporterer i dag til 11 lande med sit primære fokus på Skandinavien. Men en spritny aftale i Australien åbner for helt nye vækstmuligheder ”Down under”. Desuden er Cult på vej ind i Hong Kong og Vietnam.