23948sdkhjf

Sæby Fiske-Industri øger eksportandelen

Kostrådene om at spise makrel og andet fed fisk et par gange om ugen er gavnlige for eksporten hos den nordjyske makrelkonserves-virksomhed.
Når Sæby Fiske-Industri om kort tid præsenterer regnskabet for 2012 vil det være positivt påvirket af en øget eksportandel.

Hver gang den nordjyske virksomhed spytter 10 dåser med makrel ud, ryger ni nemlig til udlandet, mens det samlede salg også er stigende.

- Eksportandelen er blevet større, og vi er blandt andet vokset på det engelske marked. Men det er svært at sige, hvor meget markedet udvikler sig, selv om der lige nu er tale om en lille, positiv vækst, siger administrerende direktør Henrik Mikkelsen til Food Supply.

Læs også: Sæby Fiske-Industri udskyder produktionsudvidelse

Foruden det engelske marked eksporterer Sæby Fiske-Industri især til landene i Skandinavien samt Tyskland, Holland og Belgien. Her er budskabet om at spise fisk mindst to gange om ugen ved at have vundet indpas.

- Makrel passer godt på tidens krav om en sund livsstil med fed fisk flere gange om ugen. Det er ved at slå igennem i folks bevidsthed, mener Henrik Mikkelsen.

Han satte sig i direktørstolen hos Sæby Fiske-Industri for et år siden, da han afløste Christian Vanggaard, som etablerede firmaet i 1946. Sæby Fiske-Industri ejes fortsat af Vanggaard Fonden, men Henrik Mikkelsen ser kun positivt på at stå i spidsen for en familievirksomhed som udefrakommende.

- Du er selvfølgelig nødt til at have lidt fornemmelse af, hvad man plejer at gøre i virksomheden, samt hvordan man får løst tingene. Men der skal også ruskes lidt op, når man kommer udefra. Og der er masser af ting, som vi rusker op i, selv om det sker med behørig forståelse for, at det er en traditionsrig og familieejet virksomhed. Men alt i alt har jeg så frie hænder, som jeg kan ønske mig, og en rigtig god bestyrelse i ryggen, siger en tilfreds direktør Henrik Mikkelsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079