23948sdkhjf

Dragsbæks margarinemaskine mere velsmurt end nogensinde før

Margarineproducenten Dragsbæk med hovedkvarter i Thisted formåede i 2022 at brage frem på både top- og bundlinje i et omfang, som virksomheden aldrig tidligere har været i nærheden af.

Omsætningen steg fra 845 millioner til 1,24 milliarder kroner, og resultatet efter skat landede på 73,2 millioner kroner mod 47,8 millioner året før.

Den voldsomme fremgang blev opnået, selv om antallet af medarbejdere var det laveste i årevis. Der var sidste år  i gennemsnit 119 ansatte, hvilket er 17 færre end i 2021.

Ledelsen konstaterer i årsrapporten, at det forbedrede resultat primært kan tilskrives "optimeret infrastruktur". 

I et interview med Food Supply fortæller Dragsbæk-direktør Christian Munk, at det især handler om to ting:

Dels afhændede Dragsbæk i første halvdel af 2022 sin pastafabrik med navnet Pastella til moderselskabet Orkla Foods Danmark, så Dragsbæk nu ikke mere skal have fokus på pasta. Og dels er der gennemført en større intern produktionsrokade, som har øget effektiviteten.

Produktion er flyttet

 Sidstnævnte ændring omfatter blandt andet, at den margarineproduktion, som tidligere lå hos datterselskabet Grønvang Food i Vejen, nu er indstillet. Dermed producerer Dragsbæk-koncernen udelukkende margarine på fabrikkerne i Thisted og Randers. 

Flytningen skete i slutningen af 2021, men har fået fuld effekt i 2022, påpeger Christian Munk.

Direktøren oplyser, at Dragsbæk i 2022 havde en fremgang på 10 procent i antal solgte kilo margarine, og at flere års nedgang i volumen dermed blev midlertidigt stoppet.

Fremgangen hænger ifølge Christian Munk sammen med, at forskellen på smørpriser og margarinepriser blev så stor, at margarinen blev mere attraktiv for mange forbrugere.

- Det slog i særdeleshed igennem hvad angår vores private label-produkter på det nordiske detailmarked. Private label-margarine er jo endnu et nøk billigere end smør, konstaterer han.

De generelle prisstigninger er dog den største årsag til den voldsomme omsætnings-vækst, nævner Christian Munk, som er godt tilfreds med rekorderne på både top- og bundlinje.

- Det kunne have været værre, siger han med slet skjult Thy-mentalitet.

Dragsbæks produktion handler for cirka 95 procents vedkommende om margarine, mens de resterende fem procent er smør og blandingsprodukter - med Bakkedal som den helt store sællert i sidstnævnte kategori. Cirka 80 procent af  Bakkedal bægrene sælges herhjemme.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.034