Danmark er blandt verdens mest innovative nationer
Danmark indtager årets 9. plads på det globale innovationsbarometer Global Innovation Index 2013. Det kan en række markante danske virksomheder blandt andet tage æren for.
Indekset blev lanceret første gang i 2007 for at kunne måle på niveauet af innovation i en række lande verden over på en bred vifte af parametre - som eksempelvis antallet af forskningsartikler og omkostningsniveauer på forskning og udvikling (R&D).
- Det er positivt, at Danmark trods krisen stadigvæk kan findes blandt top ti på denne prestigefyldte liste, siger Sidsel Hauge, der er European Patent Attorney og partner hos patentbureauet Awapatent i København.
Årets top 10-placeringer
1. Schweiz (nummer 1 i 2012)
2. Sverige (2)
3. Storbritannien (5)
4. Holland (6)
5. USA (10)
6. Finland (4)
7. Hong Kong (Kina) (8)
8. Singapore (3)
9. Danmark (7)
10. Irland (9)
1. Schweiz (nummer 1 i 2012)
2. Sverige (2)
3. Storbritannien (5)
4. Holland (6)
5. USA (10)
6. Finland (4)
7. Hong Kong (Kina) (8)
8. Singapore (3)
9. Danmark (7)
10. Irland (9)
Innovative virksomheder i Danmark
Sidsel Hauge forklarer, at Danmarks evner inden for innovation samt strukturen, der understøtter innovationen - her menes f.eks. universiteter, forskerparker osv. - er nogle af grundene til, at vi fortsat rangerer i top 10.
- I Danmark har vi en stærk innovationskultur. Vi har mange innovative virksomheder, der har opnået international anderkendelse, og som derigennem inspirerer andre såsom Coloplast, Lego og Velux. Dertil kommer de store medicinalselskaber med Novo Nordisk i spidsen eller de meget markante ingeniørvirksomheder som for eksempel Grundfos. Disse virksomheder lever alle af konstant at måtte udvikle og forny sig. At Danmark er en innovativt folk ses på antallet af internationaliserede patenter, hvor Danmark trods sin lille størrelse rangerer som nummer 14 i undersøgelsen, siger hun.
For at Danmark skal kunne avancere på listen, er det på parametre som produktivitetsvækst og antallet af videnstunge arbejdspladser, der skal forbedres, mener Sidsel Hauge.