Fødevaremesse melder om fuldt hus
En af de få messer, som alle landets tre store cateringgrossister deltager i, melder om udsolgt på udstillersiden.
Alle 70 stande på Madværkstedet Bornholm, der arrangeres i et samarbejde mellem MLDK Mærkevareleverandørerne og Messecenter Herning, MCH, er nu væk, fremgår det af en pressemeddelelse.
- At alle tre fødevaregrossister bakker op om messen og lægger sig i selen for bedst muligt at inspirere de bornholmske foodservice-kunder gør, at vi får lavet en spændende og oplevelsesrig messe. Vi nyder stor opbakning fra industrien til messen, hvilket nok ikke havde været tilfældet, hvis vi alle tre afholdt hver vores lokalmesse på Bornholm, siger direktør i Dagrofa Bornholm, Jesper Svendsen.
Messen finder sted i Rønnehallen 6. marts 2024, og foruden Dagrofa, deltager også Hørkram og BC Catering.
Den fælles bornholmske messe løb af stabelen for første gang i år, og 90 procent af udstillerne til den næste messe i marts deltog også på den første messe.