23948sdkhjf

Danish Crown har sendt 600 sider med kritik af tidligere Skare-hovedkvarter

Efter at have købt Skare Meat Packers' tidligere fabriksanlæg i Vejen for 160 millioner kroner er Danish Crown nu endt i en millionstrid med kuratorerne i den konkursramte Skare-kødkoncern.

Det skriver AgriWatch, der har fået aktindsigt i kuratorernes kreditorinformation.

Danish Crown købte bygningerne af Skare-koncernens grundlægger, Kurt Skare, i marts sidste år, men udlejede dem straks til kuratellet. Det skete, fordi kuratellet var i gang med at rydde lokalerne og blandt andet skulle have solgt Skare Meat Packers' store kødlager. Det arbejde var først afsluttet efter sommeren.

Nu ønsker Danish Crown så, at kuratellet skal betale for en lang række mangler.

- Konkursboet afleverede herefter lejemålet til udlejer pr. ultimo september 2023. Kuratellet deltog i den forbindelse i afleveringsforretning med udlejer. Kuratellet har siden modtaget en omfattende fraflytningsrapport på over 600 sider fra udlejer med oplistning af istandsættelsesmangler, som udlejer agter at gøre gældende, skriver kuratorerne ifølge AgriWatch i kreditorinformationen.

Danish Crown har endnu ikke offentliggjort, hvad koncernen har tænkt sig at anvende det 14.000 kvadratmeter store bygningskompleks til.

Da handlen blev offentliggjort i marts, lod koncernen forstå, at Danish Crown købte bygningerne, fordi en stor del af dem er bygget til fødevareproduktion.

- Som alle ved, var det pludseligt, bygningerne blev udbudt til salg. Det åbnede nogle uventede muligheder for os, for vi stod overfor at skulle bygge nyt i Danmark, og det ville ikke alene blive dyrere for os, det ville også have en markant længere tidshorisont, fortalte Søren F. Eriksen, der er koncernproduktionsdirektør i Danish Crown, i forbindelse med handlen med Kurt Skare.

- Hvilken type produktion, vi skal have i bygningerne, er vi ikke klar til at fortælle om endnu. Der kan gå op til et år, før vi er klar til at starte produktionen op i Vejen, så det er også for tidligt at sige noget om, hvor mange medarbejdere vi får brug for, tilføjede produktionsdirektøren.

Nu tyder alt på, at der kommer til at gå væsentligt længere tid, før der igen bliver fødevareproduktion i Kurt Skares tidligere hovedkvarter.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063