EU-projekt skal udnytte afrikansk affald
Teknologisk Institut leder et nyt treårigt EU projekt, som skal sikre, at mange tusinde tons biologisk affald i Afrika kan omdannes til biokemikalier, brændstof, gødning, foder og fødevarer.
Teknologisk Institut og Danmarks Tekniske Universitet skal i samarbejde med forskere fra Sverige, Italien og Malaysia finde ud af, hvordan afrikanske spildprodukter fra landbruget og frugtindustrien bedst kan udnyttes og skabe værdi for afrikanerne i stedet for at gå tabt under Afrikas stærke sol på lossepladsen.
Enorme mængder af ressourcer
Det afrikanske affald består af mange forskellige råvarer herunder fx bananer, der er den mest udbredte frugt i verden, og af rodfrugten cassava, som Ghana alene i 2009 producerede 12,2 millioner tons af. Det svarer til 2,4 millioner tons affald fra cassavaproduktionen på bare et år. Med den rigtige teknologi tilpasset de afrikanske forhold kan bioaffaldet udnyttes til biokemikalier, brændstof, gødning, foder og fødevareingredienser.
- Der er jo enorme mængder af ressourcer gemt i Afrikas affald, idet 80-90 % procent af affaldet består af stivelse og hermed letomsættelige sukkerstoffer. Det paradoksale spild af fødevarer skyldes manglende køle- og frysekapaciteter og opbevaringsmuligheder samt dårlige høst- og indsamlingsmetoder, fortæller projektleder Anne-Belinda Bjerre ved Teknologisk Institut og fortsætter: Vores egne beregninger viser, at alene i affaldet fra Ghanas største stivelsesafgrøde cassava, er der energi nok til at forsyne en tredjedel af behovet i den danske transportsektor.
Afrika-katalog om optimal udnyttelse
I projektet skal unge afrikanske ph.d’ere og post. doc.’ere lave en sukkeropløsning af henholdsvis bananer og cassava ved at tilsætte enzymer og efterfølgende udvalgte mikroorganismer, hvorved sukkeret fermenteres til fx ethanol, mælkesyre og aminosyrer. Fermenteringsprodukterne skal oprenses, mens den faste rets bliver til organisk gødning – og både udstyr, ingredienser, arbejdsprocesser og udbyttet skal beskrives og dokumenteres i projektet.
Forskerne skal analysere og sammenligne forsøgsresultaterne fra konvertering af det mest udbredte afrikanske affald, herunder blandt andet bananer, cassava, oliven, sorghum, risskaller, solsikker, søde kartofler, sukkerrør og bomuldshalm. Projektet munder ud i et Afrika-katalog med en oversigt og ’opskrifter’ på den mest optimale udnyttelse af affaldsressourcerne.
- Min drøm er, at vi får lavet et bioraffinaderi i hvert afrikansk land. Mange afrikanere lever på et eksistensminimum med en ulige fordeling af ressourcerne, og landende har hårdt brug for knowhow til at øge udbyttet af naturens ressourcer. Målet er, at vi om få år kan tage repræsentanter fra den danske fødevareindustri og energisektor med til Afrika og lave spinn-off af projektet til gavn både for afrikanerne og for dansk erhvervsliv, siger Anne-Belinda Bjerre.