Usolgte burgerboller skaffer discountkæde sin egen popup-øl
Der er hele tre partnere involveret i et avanceret ølprojekt, som fra uge 5 resulterer i en helt ny specialøl på hylderne i den fremadstormende discountkæde Rema 1000.
Udover Rema er det bryggerigiganten Carlsbergs specialøls-brand Jacobsen og det økologiske bageri Jalm&B.
Det særlige ved den nye økologiske øl med navnet Blanche A La Bun er, at der indgår overskuds-burgerboller fra bageri-partneren i produktionen. Dermed har Jacobsen ifølge en pressemeddelelse kunnet spare på malten. Blanche A La Bun og er en witbier på 5,2 procent.
- Krumme agurker og brød i mindre pakker har længe fundet plads hos Rema 1000. Ligesom Rema 1000 hylder vi også bekæmpelsen af madspild, og derfor har det været oplagt at brygge en øl, hvor kasserede burgerboller får et ekstra liv i en øl som en velsmagende erstatning for malten, siger Mads Egeskov Bach, som er senior brand manager for Jacobsen hos Carlsberg Danmark.
Øllen vil kunne købes i næsten 400 Rema-butikker, "så længe lager haves".
Hos det økologiske håndværksbageri Jalm&B er man også glade for, at overskudsbrødet ikke går til spilde.
- Vi er hele tiden opmærksomme på, hvordan vi igennem cirkulære partnerskaber kan bruge hinandens råvarer og viden til at mindske madspild og skabe nye smagfulde fødevarer, så vi er utroligt glade for samarbejdet med Jacobsen og Rema 1000 og synes, at det er fantastisk, at vores overskudsbrød kan bruges til en ny og spændende øl til discountkæden og deres kunder, siger Nick Rasmussen fra Jalm&B.