23948sdkhjf

Fusion mellem to danske erhvervsgiganter er officiel

Sammenlægningen af selskaberne Novozymes og Chr. Hansen skaber en gigant med mere end 10.000 ansatte

Fusionen mellem de to danske selskaber Novozymes og Chr. Hansen er nu officielt gennemført.

Det skriver førstnævnte i en pressemeddelelse mandag kort før middag.

Sammenlægningen betyder, at den samlede konstruktion fremadrettet kommer til at gå under navnet Novonesis.

Første halvdel af det nye firmanavn refererer både til det latinske "novo", der betyder ny, men selvfølgelig også til Novo Nordisk, som Novozymes udspringer fra.

Anden halvdel af det nye firmanavn er taget fra det græske ord "genesis", som betyder begyndelse.

Det kombinerede selskab samler mere end 10.000 ansatte under samme tag.

Både Chr. Hansen og Novozymes producerer enzymer, mikroorganismer og andre ingredienser, der bruges i fremstilling af blandt andet fødevarer, vaskepulver og dyrefoder.

I december sidste år blev det offentliggjort, at Novozymes ville overtage Chr. Hansen, og i sidste måned blev navnet på den fusionerede virksomhed offentliggjort.

Siden meddelelsen om fusionsplanerne har parterne arbejdet på at få godkendt sammenlægningen hos konkurrencemyndighederne verden over, og nu er sidste brik i puslespillet altså faldet på plads.

Det skete fredag, da EU-Kommissionen gav endeligt grønt lys til fusionen af de to børsnoterede selskaber.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079