Ny plantedrik-direktør vil give den gas i år
Efter at have tabt 100 millioner kroner på plantedrikbrandet Jörd siden lanceringen i 2020 satser Arla nu på for alvor at få gang i Jörd i 2024.
Det skriver FødevareWatch.
Jakob Bernhard Knudsen, der er forholdsvis ny direktør for Jörd International, fortæller til mediet, at en stribe initiativer er på vej.
- I år vil være et stort plantebaseret år, hvor vi introducerer Jörd i flere markeder, vi kommer med nye produkter, nye brands, og vi ser også en større satsning på plantebaserede produkter mod foodservice, siger han.
Med "nye markeder" mener han ikke mindst flere europæiske lande, som skal følge efter Danmark og Storbritannien.
Ud over plantedrikke omfatter Jörd-brandet Arlas nye sats på den plantebaserede udgave af smørbrandet Lurpak.