Stor kaffevirksomhed skifter navn
Rød Merrild vil fortsat høre til mange pensionisters favoritkaffe, og der vil blive sat mange krydser i de trykte tilbudsaviser, når den er på tilbud.
Men for virksomheden bag Merrild-kaffen går udviklingen overvejende mod nyere trends, og det kommer navnet nu også til at afspejle.
Siden 2015 har Merrild Kaffe været ejet af den italienske kaffegigant Lavazza, og først nu bliver navnet ændret til det noget smartere Lavazza Denmark.
Det skriver Fødevarefokus.
- Dette er en beslutning, vi har taget, fordi navnet dermed bedre afspejler den udvikling, vores organisation salgsmæssigt og i selvforståelse har været igennem, skriver Tom Faurschou, adm. direktør i Lavazza Denmark, ifølge branchemediet i et brev til samarbejdspartnerne.
Det nye navn gælder selve virksomheden, ikke de forskellige brands.