23948sdkhjf

Højere priser tredobler æggigants driftsoverskud

Landets største ægproducent Dava Foods landede ifølge en pressemeddelelse fra ejeren Danish Agro et rekordresultat sidste år.

Driftsresultatet steg til 110 millioner kr. mod 31 millioner kr. i 2022 - altså over en tredobling - mens omsætningen nåede samme niveau som året før, 1,7 mia. kr.

- 2023 var et rigtig godt år for Dava Foods, der har navigeret flot i et turbulent marked og samtidig har haft en flot udvikling indenfor innovation og forædlede produkter. Samtidig skyldes en del af fremgangen i Dava Foods udviklingen på verdensmarkederne, hvor der gennem året har været en underforsyning af æg som følge af blandt andet udbrud af fugleinfluenza, siger Henning Haahr, som er koncernchef i Danish Agro.

Læs også Ny strategi: Kendt fødevarevirksomhed nærmer sig to milliarder - og sigter på yderligere vækst (food-supply.dk)

Hele Danish Agros Food-division, hvor Hadsund-baserede Dava Foods indgår som det største selskab,  omsatte for tre milliarder kr. sidste år. Også her voksede driftsresultatet over 50 procent til 217 millioner kr. 

Plantebaseret vækst på 17 procent

Dava Foods har produktion og pakkerier i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Estland og vil i de kommende år investere i nye æg- og proteinprodukter. Det kræver tilgang af nye ægproducenter.

Samtidig er Dava Foods en af få store fødevarevirksomheder, som for alvor satser på plantebaserede fødevarer, der er et strategisk fokus i Danish Agro-koncernen.

Læs også Opkøb: Dava Foods har appetit på flere plante-virksomheder (food-supply.dk)

 Den plantebaserede produktion har fået sit eget selskab i Dava Foods Ingredients, som har haft en omsætningsfremgang på 17 procent i forhold til 2022.

- Vi ser store muligheder for at vokse både organisk og gennem investereringer i nye selskaber. Vi har en stærk værdikæde og er dermed godt positioneret i forhold til den udvikling hos forbrugerne og fødevareindustrien, vi forventer i de kommende år, siger topchef i Dava-ejer Danish Agro, Henning Haahr. 

Danish Agro ejer blandt andet også en andel på 34 procent af planteprotein-pioneren Organic Plant Protein i østjyske Hedensted.

Læs også Kendt ejer af tabsramt planteproteinfabrik: Der er overskud i sigte (food-supply.dk)

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.075