Danish Crown-slagteri to gange politianmeldt af Fødevarestyrelsen
Slagterigiganten Danish Crown har igen måttet tage mod hård kritik af hygiejneforhold fra Fødevarestyrelsens kontrollanter.
Tidligere på året var den gal i sønderjyske Blans, hvor der blev fundet kondensvand og fordærvet kød i et kølerum beregnet for slagteriets kantine.
Læs også Danish Crown-slagteri fik bøde for fordærvet kød i kantinen (food-supply.dk)
Denne gang er det på Danish Crowns slagteri i Rønne på Bornholm, hvor der både i november sidste år og februar i år er fundet forhold, der har udløst sanktioner i Fødevarestyrelsens højeste kategori - i begge tilfælde en politianmeldelse.
Det skriver TV2 Bornholm.
I februar er der fundet en slagtekrop med gødningsforurening, og i november var det olieforurening, som kunne komme i forbindelse med slagtekroppe. Men også andre forhold er bemærket:
- Set dampsugning af nedfaldsgris, hvor operatøren skiftevis berører rene og urene områder af slagtekroppen, hvorved der sker krydskontaminering, står der blandt andet i kontrolrapporten fra november.
Hos Danish Crown erkender pressechef Jens Hansen, at der var noget at komme efter på slagteriet i Rønne.
- Det er ikke godt nok. Vi har lavet en handlingsplan, vi understreger at det ikke påvirker fødevaresikkerheden på nogen måde, siger han til Tv-stationen.