Ny romkuglemester håber at være klar på mandag
For to år siden blev de nummer fire, men nu er Nyemans Bageri i Aabenraa helt på toppen af romkugleskalaen: Bageriet vandt tirsdag konkurrencen Danmarks Bedste Romkugle på fødevaremessen Foodexpo i Herning.
Prisen bliver uddelt hvert andet år, og dermed har indehaverne Nanna og Jens Nyeman Grønnebæk lov til at sole sig i succesen indtil 2026.
De har overtaget romkugletronen fra Seest Bageri ved Kolding, som officielt har lavet Danmarks bedste romkugler de seneste to år - og som ifølge Nanna Nyeman Grønnebæk har givet ægteparret nogle tips til, hvordan man kan håndtere den eftertragtede titel.
- Jeg forventer, at vi kommer til at sælge rigtig mange. Men onsdag må kunderne ikke forvente, at vi har flere tusinde romkugler på lager, for vi har været på messe i to dage. Vi håber, at vi fra på mandag har en masse klar, siger hun til Avisen Danmark.
Romkuglen fra Nyemans Bageri er af den helt traditionelle slags - lavet med rom, lyst chokoladeovertræk og ristede hasselnødder.
Før Seest Bageri var Danmarks romkuglekonge bagermester Carsten Bak Matthiesen fra fynske Nørre Aaby Bageri. Han vandt romkugletitlen i 2018 og havde den i fire år som følge af coronaaflysningen af Fooedexpo i 2020.
Carsten Bak Matthiesen er blevet både berømt og millionær på at lave "Danmarks bedste romkugler". Han har siden sejren mangedoblet omsætning og medarbejdertal og åbnede i slutningen af 2020 en ny romkuglefabrik med en kapacitet på cirka 6.000 kugler i timen.
Årets udgave af Foodexpo havde ifølge arrangørerne 21.553 besøgende i løbet af søndag, mandag og tirsdag.