Lukningstruet michelin-restaurant er på investorjagt
Efter tre underskudsår i rap er egenkapitalen væk hos den aarhusianske michelin-restaurant Domestic. Derfor har stifter, ejer og chefkok Christoffer Norton ifølge flere medier sat jagten ind på nye investorer.
Restaurant Domestic, der blev grundlagt i 2015, har siden corona haft svært ved at tjene penge. I 2022 lød underskuddet på 1,3 mio. kr., og selvom tabet i denne omgang er reduceret til 706.000 kr., forbliver egenkapitalen negativ med et minus på 264.500 kr. Dermed er der tvivl om den fremtidige drift.
”Selskabets fortsatte drift er betinget af, at der kan fremskaffes den fornødne kapital ligesom de nuværende kreditfaciliteterne kan opretholdelse og eventuelt udvides ind til kapitalindskuddet er på plads,” lyder det i en note til årsrapporten.
Til Børsen fortæller Christoffer Norton, der i dag sidder på 33,33 pct. af selskabet, at jagten derfor er sat ind på ny likviditet.
- Jeg prøver at redde mit livsværk. Lige nu er vi i gang med at søge investorer, og vi tror også på, at vi kan få det vendt. Ellers gjorde vi det slet ikke. Vi satser stærkt på, at vi kan drifte det her året ud som minimum, for vi er inde i en fin periode med positiv likviditet lige nu, men vi får brug for mere likviditet for at komme igennem 2025, siger Domestic-stifteren, der over for Aarhus Stiftstidende sætter flere ord på, hvem en eventuel investor kunne være.
- Domestic skal være en forretning, der giver overskud, så man skal ikke bare smide penge ned i et sort hul. Investoren kunne være en, der synes, at mad og vin er spændende, og som kan se sig selv være en del af projektet og rejsen. Vi har ting i pipelinen, som kunne være interessante for investorer, siger Christoffer Norton.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 3,4 | 4,8 | 7,7 |
Resultat af primær drift | -0,6 | -1,2 | -0,1 |
Resultat før skat | -0,7 | -1,2 | -0,2 |
Årets resultat | -0,7 | -1,3 | -0,1 |
Balancestatus | 2,0 | 2,4 | 4,3 |
Egenkapital | -0,3 | -0,2 | 1,1 |
Antal ansatte | 11 | 18 | 24 |
Kilde: CVR |