Utilfreds pizzaproducent tredoblede overskuddet
Selv om den danske afdeling af pizzaproducenten Dr. Oetker sidste år mere end tredoblede sit overskud, er ledelsen ikke tilfreds med regnskabet.
2023-resultatet for Dr. Oetker Danmark landede på 5,4 millioner kroner efter skat mod 1,6 millioner året før.
- Grundet de udfordrende markedsforhold, påvirkningen af inflationen og de fortsat svingende priser på råvarer, som følge af uroen i Europa, er regnskabsåret 2023 ikke gået som forventet. Virksomheden leverede ikke et tilfredsstillende resultat i 2023, konstaterer ledelsen i sine bemærkninger.
- Virksomheden bevæger sig fortsat på et meget vanskeligt og udfordrende marked. På trods af de til stadighed udfordrende markedsforhold forbliver virksomheden tro mod sin linje og investerer i forbrugerkommunikation og -aktivering for at forbedre sin markedsposition, hedder det også.
Selskabet oplyser ikke sin omsætning, men bruttofortjenesten steg sidste år med med knap otte millioner kroner til 40,3 millioner.
Ledelsen peger på, at den fortsatte geopolitiske uro, herunder råvareprisjusteringer, også i 2024 forventes at påvirke den samlede forretning.
- Dog forventes det med de igangsatte initiativer omkring organisationen og markedsrettede produkttiltag, at det samlede resultat for selskabet i 2024 vil blive positivt påvirket med 1-2 millioner kroner før skat, sammenlignet med 2023, nævner ledelsen med direktør Martin Hellesen i spidsen.
Han blev ansat i stillingen sidste sommer som afløser fra Øystein Bu.
Dr. Oetker Danmark har knap 40 medarbejdere.