23948sdkhjf

35 fødevareprojekter får over 120 millioner kroner

101 havde søgt. 35 af dem får lov til at dele 122,6 millioner kroner.

Således kan resultatet opsummeres, efter at bestyrelsen for Plantefonden har været igennem årets ansøgninger. 

Fonden, hvis fulde navn er Fonden for Plantebaserede Fødevarer, hører under Landbrugsstyrelsen og har til formål at få planter til at fylde mere, både på tallerknerne og i vores måde at tænke mad på.

De 35 udvalgte projekter skal blandt andet øge kvalitet, tilgængelighed og viden om plantebaseret mad.

- At fremme plantebaseret mad kræver forandringer alle steder i værdikæden. Vi skal have forbrugerne til at ændre madvaner. Vi skal have fødevareproducenterne til at producere flere og bedre produkter. Og vi skal have professionelle kokke og madaktører til at fremme mad med planter frem for kød. Derfor uddeler vi midler inden for hele værdikæden, siger Plantefondens formand, Marie-Louise Boisen Lendal.

Da fonden sidste år delte penge ud for første gang, gik de til dels efterspørgselsfremme, dels udbudsfremme. I år er også sektorbrobygning kommet med blandt udviklingsområderne. De nu uddelte penge fordeler sig med 57 % til efterspørgselsfremme, 31 % til udbudsfremme og 12 % til sektorbrobygning.

- Sektoren for plantebaserede fødevarer er i rivende udvikling, og det betyder, at der løbende kommer flere aktører på banen. De mange aktører kan drage fordel af hinandens viden, og tværgående samarbejder vil kunne accelerere sektorens fremdrift. Vi har derfor også haft fokus på at støtte projekter, som styrker og fremmer sektoren som helhed, påpeger Marie-Louise Boisen Lendal.

Årets største beløbsmodtager er et projekt, der har til formål at etablere dansk dyrkning af lupin og sojabønner til fødevarer - med gode ernæringsmæssige egenskaber og lavt klima- og miljøaftryk. Bag projektet, som modtager knap 14 millioner kroner,  står blandt andre Aarhus Universitet, DSV Frø Danmark, Linser for Livet og FoodTure.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1