23948sdkhjf

Slagterigigant åbner for første gang op for en ekstern formand

To bestyrelser er skåret ned til en, der udelukkende skal have fokus på driften i kriseramte Danish Crown

Slagterigiganten Danish Crown åbner for første gang op for en ekstern formand.

Det sker sent torsdag eftermiddag efter et møde med repræsentantskabet i Danish Crown, som har vedtaget ændringer i selskabets vedtægter.

Mindst et medlem af formandskabet skal fremover være eksternt, og formandsposten kan varetages af et eksternt bestyrelsesmedlem, skriver Danish Crown på sin hjemmeside.

Tidligere havde den kriseramte slagterikoncern to bestyrelser, en drifts- og en ejerbestyrelse.

Det er i forbindelse med vedtagelsen af vedtægterne torsdag blev skåret ned til en bestyrelse, hvis fokus udelukkende skal være på driften og ikke ejerspørgsmålet.

Det siger den nuværende formand for Danish Crown, Asger Krogsgaard, i meddelelsen.

- Hvor vi tidligere havde en drifts- og en ejerbestyrelse, hvor grænserne kunne flyde lidt, så bliver det med den nye struktur helt tydeligt, at den eneste opgave er at skabe de bedste forudsætninger for at Danish Crown leverer resultater, siger han.

Han tilføjer, at det vil frigøre ledelseskræfter i virksomheden, da ansvaret bliver samlet i en bestyrelse, som ledelsen skal forholde sig til.

Bestyrelsen skal bestå af fem ejerrepræsentanter, op til fem eksterne medlemmer og et antal medarbejderrepræsentanter.

Danish Crown har nedsat et udvalg, der skal finde frem til de fem eksterne medlemmer, som repræsentantskabet skal indstille og godkende.

Den nuværende formand, Asger Krogsgaard, vil træde tilbage, lød det i en pressemeddelelse fra slagterikoncernen mandag den 26. august.

Meldingen kom, efter at nogle af selskabets største andelshavere i et offentligt brev havde forslået, at man henter en ekstern formand ind til at lede selskabet.

I brevet blev det foreslået at udpege en formand, som kan give direktionen kvalificeret sparring og gerne har erfaring fra et større, børsnoteret selskab.

Uenighed om den fremtidige retning for selskabet førte tidligere på måneden til, at næstformand Thomas Kjær med øjeblikkelig virkning udtrådte af bestyrelsen.

Danish Crown, der er ejet af 5700 svineproducenter i fællesskab, er presset af faldende afregningspriser på svin.

Det har blandt andet ført til en beslutning om at lukke slagteriet i Ringsted, der beskæftiger 1200 ansatte.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128