FoodTech vil vise fremtidens fødevarelaboratorium
Visioner for fremtidens fødevarelaboratorium kommer i fokus i Future Food Lab - et nyt innovationsområde på FoodTech-messen.
AI- og XR-teknologiernes betydning for funktionerne i fremtidens fødevarelaboratorium og muligheden for, at funktioner fra et helt fødevarelaboratorium kan findes på en sensorspækket mikrochip, er blandt de aspekter, der tages under lup i området Future Food Lab på FoodTech.
Og der er nok at tage fat på, når det her skal udforskes, hvilke udfordringer, fremtidens fødevarelaboratorium skal kunne løse.
- Vi bevæger os i en retning, hvor laboratoriearbejdet bliver såvel mere specialiseret som mere distribueret. Det bliver både mere avanceret og involverer flere og flere bio-løsninger - eksempelvis i forhold til "dyrkning" af fødevarer, herunder kød. På den anden side bliver udstyr distribueret, så man som forbruger kan lave avancerede ting som oste og øl derhjemme på automatiserede mikroanlæg - og det skal laboratorierne også være indstillet på at udvikle til, udtaler Mads Thimmer, CEO, Innovation Lab, i en pressemeddelelse.
Han påpeger, at vi allerede er nået langt.
- Vi er altid lidt længere, end vi tror - der drøner jo selvkørende biler rundt andre steder i verden, der blandt andet bruges til at bringe fødevarer ud og give mikroproducenter direkte adgang til konsumenter og markeder uden om detailhandlen. Men det går også lidt langsommere, end vi tror, fra de første eksempler til fuld udbredelse.
På FoodTech vil de besøgende kunne opleve netop de første eksempler, så de kan forberede sig på, hvad der er i vente i nær fremtid - og derudover kan de blive klogere på perspektiverne også på den længere bane. Der bliver mulighed for at udforske og afprøve teknologier, prototyper og tidlige produkter i udstillingsområdet, og der vil være rundvisninger og oplæg med kig ind i fødevarefremtiden.
Traditionel tænkning udfordres
Future Food Lab på FoodTech fokuserer på teknologier inden for distribution og automation samt virtuel og kunstig intelligens, og der bliver en lang række scenarier og løsninger for de besøgende at opleve og blive klogere på.
- Vi lægger op til en meget håndgribelig og eksempelbåret føling med fødevarefremtiden - med særlig fokus på den del, der er relevant for laboratoriearbejdet. Vi kigger på hjemmearbejdspladsen for en laborant og eksempelvis lab-on-a-chip-teknologierne, hvor laboratorier kan koges ned til multifunktioner på en chip eller sensor, fortæller Mads Thimmer, der finder det fuldstændig nærliggende, at Future Food Lab er en del af FoodTech:
- Det er både helt oplagt, at der kigges indenfor i laboratorierne, og at laboratorierne kigger ud i verden, som i stigende grad er et fødevarelaboratorium. Udover autobranchen er fødevarebranchen dér, hvor der sker allermest lige nu, og hvor der rykker en masse nye spillere ind, som kommer til at udfordre den traditionelle tænkning på området.
Udstillere: Vigtigt laboratoriefokus
Blandt udstillerne finder man det ikke bare oplagt, men også vigtigt, at FoodTech med Future Food Lab sætter fokus på fremtidens fødevarelaboratorium.
- Fødevaretestning fortsætter med at være et voksende markedssegment, og det er der flere grunde til - forbrugernes forventninger forandrer sig, der opstår interesse for nye kategorier af fødevarer såsom kødalternativer, og så er der en miljøbevidst ny generation af forbrugere, der kræver den højeste fødevarekvalitet, forklarer Therese Larsson, marketingkoordinator i virksomheden Anton Paar, der leverer højteknologisk måleudstyr til fødevarebranchen og på messen tilbyder potentielle kunder at få foretaget livemålinger af medbragte drikkevarer.
Også hos Videometer, der arbejder med spektral billeddannelse og ligeledes blandt andet beskæftiger sig med højteknologisk måling af fødevarer, finder man fokusset på fremtidens fødevarelaboratorium afgørende.
- Der er ikke mindst i Europa et stort fokus på kvalitet, sikkerhed og bæredygtighed, og derfor bliver udvikling af nye laboratorieløsninger vigtigere og vigtigere. Vi glæder os til på messen at præsentere vores teknologi, ligesom vi ser frem til at udvikle os og møde både eksisterende og potentielle samarbejdspartnere, fastslår Alessia Del Genio, marketingspecialist, Videometer.