23948sdkhjf

Prisregn og fotos fra FoodTechs første dag

FC International Food Contest løber i disse dage af stablen som en del af fødevareteknologimessen FoodTech, og tirsdag middag blev vinderne af en række prestigefyldte priser fundet

FoodTech er i fuld gang i Messecenter Herning og tirsdagens absolutte højdepunkt var  IFC International Food Contest, der med cirka 1.100 deltagende produkter igen trak fuldt hus.

Tirsdag blev både Gourmetprisen- og 'International Dairy Contest'-vinderne kåret for øjnene af et stort publikum i FoodTechs Hal M, hvor også lange rækker smagsprøver er stillet frem. Fem danske og to svenske mejerier blev belønnet for deres dedikerede indsats og velsmagende produkter.

Thise Mejeris mangeårige og nu forhenværende administrerende direktør, Poul Johannes Pedersen sagde:

- Det er en festdag for dansk mejeribrug, og udstillingen er igen i år fantastisk flot. Jeg er vokset op med den og kom her fra barnsben sammen med min far, der også var mejerimand. Det er en begivenhed, som jeg har delt med masser af kollegaer fra mejerier og industrier, der relaterer sig til mejeribranchen. Det er en fantastisk dag, hvor man kan møde venner, kollegaer og konkurrenter på en rigtig god måde, sagde Poul Johannes Pedersen og konstaterede, at karaktererne i konkurrencen er liv eller død for dem, der udstiller. 

- At få et fem-tal på grund af én eller anden fejl er hjerteskærende, og omvendt er det fantastisk at få den højeste karakter og endda vinde en pris. Jeg har prøvet begge dele. Til jer, der får en lav karakter - sørgmodigheden går over, men I skal lette bagdelen. Og til jer, der får den højeste udmærkelse og vinder diverse priser - nyd dagen og også morgendagen, men husk at det i overmorgen gælder om at få snydeskaftet ned igen, for anerkendelse gør man sig fortjent til hver dag.

Fødevareindustrien er rigt repræsenteret på FoodTech, der beskæftiger sig med fødevareteknologier hele vejen rundt. Flere end 265 udstillere fylder hallerne med innovative og teknologiske produkter og løsninger, og herudover byder messen på en lang række events og aktiviteter, der giver de besøgende stof til eftertanke. Det gælder eksempelvis IFC Water Congress, Global Dilemma Conference, Future Food Lab og DM i 3D-print.

Se fotos fra messens første dag herunder.

'International Dairy Contest'-vindere

Konsummælksprodukter: Dybbækdal Blåbær (skyr) 0,2 fedt, 400g, Mejeriet Dybbækdal

Ost: Den Hvide Dame, 400g +70, 7u, Troldhede Mejeri

Smør og blandingsprodukter: Bregott Havsalt, 82%, 350g, Götene Smör och Blandprodukter (Sverige)

Gourmetprisen-vindere

Konsummælksprodukter: Biodynamisk original mælk, Øllingegaard

Smør og blandingsprodukter: Gourmetsmør med sydesalt, Lindved Mejeri

Hårde oste: Gedegouda, Nørgaards Gedemejeri

Bløde oste: Arla Unika Hallands Siren, Arla Foods Kvibille (Sverige)

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079