Danish Crown: Profileret robot-udvikling faldt for sparekniven
For omkring fire år siden oprettede slagterigiganten Danish Crown sin egen afdeling til udvikling af "ny teknologi og nye maskiner, som kan gøre automation til en konkurrencefordel for koncernen".
I en pressemeddelelse et år senere blev afdelingen fremhævet for at have reddet Danish Crown det første patent i 20 år - mens endnu et var på vej.
I den forbindelse blev Henrik Andersen, teknisk direktør i Danish Crown, citereret for følgende:
- Vores udenlandske kollegaer har en konkurrencefordel i form af lavere lønudgifter, og vi skal gøre automation til vores konkurrencefordel sammen med eksempelvis bæredygtighed. Det gør vi bedst ved at udvikle og patentere løsninger til de arbejdsopgaver, der løses lige så godt eller bedre med teknologi, så medarbejdernes kompetencer kan bruges der, hvor deres faglighed er uundværlig.
I 2023 var der afsat over en milliard kr. ud af et samlet investeringsbudget på 2,2 milliarder kroner til modernisering af produktionsapparatet , hvor automatiseringen skulle spille en vigtig rolle.
Nu skriver Ingeniøren imidlertid, at hele afdelingen med fokus på automation, ny teknologi og egenudviklede robotter er blevet nedlagt. Det sker som et led i slagterigigantens store sparerunde til en halv milliard kr., der blev annonceret 11. oktober og ført ud i livet senere samme måned.
- Der har været et behov og et ønske fra den nye ledelses side om at omkostningsoptimere, og det betyder, at alle omkostninger, som ikke har med den absolutte nødvendige drift at gøre, indtil videre er skåret væk, og det gælder også mit område for smart factory, siger ingeniør Michael Brogaard Jensen, som indgik i den nu nedlagte automationsafdeling hos Danish Crown til mediet.
Danish Crown har ikke svaret på Ingeniørens henvendelse om sagen.