23948sdkhjf

Skare kritiserer advokater

De indsatte konkursadvokater i den krakkede Skare-koncern har hidtil hevet mere end 30 millioner kroner ud af kødkoncernens boer i honorar. Det har fået den 80-årige Kurt Skare op ad stolen, og han retter nu kraftig kritik af advokaterne. Det skriver Jydske Vestkysten og Berlingske.

For nylig indsendte kuratorerne i Skare-koncernens konkursbo en ny statusskrivelse til skifteretten, hvori det fremgik, at konkursadvokaterne i sagen hidtil har brugt 15.856 timer på arbejdet i boet, siden konkursdekretet blev afsagt 1. februar 2023.

Videre fremgår det også af dokumentet, som avisen har aktindsigt i, at kuratorerne har modtaget et aconto honorar for det udførte arbejde på 26 millioner kroner.

Siden da har hovedpersonen selv - Kurt Skare - givet avisen indblik i en anden statusskrivelse i sagen, hvor det fremgår, at advokaterne yderligere har modtaget honorar på seks millioner kroner.

Det bringer altså kuratellets fulde honorar op på 32 millioner kroner i sagen hidtil. Kuratellet består af Boris Frederiksen fra Poul Schmith/Kammeradvokaten samt Esbjerg-advokaten Corna Levin Munch fra firmaet Kirk Larsen & Ascanius.

Kurt Skare beskylder i Berlingske advokaterne for at malke hans livsværk for midler.

- Det virker dybt provokerende, at kuratellet vælger at udbetale 32 millioner til sig selv i honorarer, ligesom de vælger at gå efter at fakturere flest timer på de konkursboer i Skare-koncernen, hvor der er flest likvider, siger Kurt Skare til mediet og henviser til, at 26 af de 32 millioner kroner kommer fra konkursboet i hovedselskabet i Skare-koncernen - Skare Meat Packers.

Berlingske har præsenteret kritikken for Boris Frederiksen og Corna Levin Munch. De afviser beskyldningerne og mener, at Kurt Skares fremstilling "simpelthen ikke er rigtig".

I februar 2023 gik Kurt Skares kød-koncern konkurs, og i begyndelsen af i år blev han selv erklæret personligt konkurs.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.852