23948sdkhjf

Sushikæder slår sig sammen

De to københavnske sushikæder Letz Sushi og Dondon Sushi slår sig sammen og bliver landsdækkende.
Seks Dondon Sushi-restauranter i København konverteres nu om til Letz Sushi. Til sammen har de to kæder 13 restauranter og
mere end 150 ansatte. I dag ejer Louise Ertman Baunsgaard Letz Sushi kæden, mens Jysk koncernen ejer DonDonSushi. Fremover
bliver ejerskabet delt ligeligt mellem Jysk Holding og Louise Ertman Baunsgaard, som bliver adm. direktør for det samlede selskab.

- I den kommende tid skal jeg ud og besøge alle vores gamle, såvel som nye restauranter og tale med vores dygtige og dedikerede medarbejdere om, hvordan vi sammen kan fastholde vores fokus på de bedste råvarer og det gode håndværk. Uanset hvilken Letz Sushi- restaurant man besøger, skal oplevelsen være af samme høje kvalitet, siger Louise Ertman Baunsgaard og fortsætter:

- Jeg glæder mig til at vi skal give flere danskere muligheden for at spise kvalitetssushi – det er vores mission med Letz Sushi. Alle danskere bør have adgang til sushi af høj kvalitet. Jeg glæder mig til, at vi inden for en overskuelig fremtid kan tilbyde vores gennemtestede koncept i flere større danske byer.

Landsækkende hverdagssushi
Letz Sushi åbnede sin første restaurant på Østerbro i København i 2003 og er i dag vokset til syv restauranter i København og Nordsjælland. For indehaveren, Louise Ertman Baunsgaard var det vigtigt, at sushi ikke kun skulle være en ”weekend-ting” men også en hverdagsspise.

Med Jysk-koncernen, i ryggen bliver det i fremtiden muligt at få mad fra sushi-kæden flere steder i landet.

- Danskerne spiser mere og mere sushi, men kvaliteten kan være meget svingende. Vi har i Letz Sushi skabt et koncept, som sikrer den samme høje kvalitet, hver gang vores gæster besøger os. Det koncept vil vi rulle ud i hele landet, forklarer Louise Ertman Baunsgaard.

Letz Sushi havde sidste regnskabsår et overskud på 1/2 mio. kr., mens DonDonSushi fik et resultat efter skat på minus 7 mio. kr. i det regnskabsår, som sluttede den 31. august 2013.

Hos Jysk-koncernen glæder bestyrelsesmedlem Jacob Brunsborg sig over partnerskabet med Louise Ertman Baunsgaard.

- Det er ingen hemmelighed, at DonDonSushi ikke har været vores bedste investering. Letz Sushi har i dag en velkørende kæde, og derfor er det både naturligt og glædeligt, at den samlede kæde fortsætter under Letz Sushis navn og koncept. Med Louise ved roret og den finansielle opbakning fra Jysk-koncernen forventer vi, at vi kan indfri den fælles drøm, som vi begge altid har haft, lyder det fra Jacob Bruunsgaard.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078