Det sker: Online-kursus for kødbranchen
Slagteriskolen har medvirket til at udvikle et gratis online-kursus for SMEs i kødbranchen i samarbejde med tre andre EU-lande i forbindelse med et EU-projekt.
Online-programmet er resultatet af et toårigt projekt, der ledes og koordineres af IRD Duhallow, et selskab, der varetager udvikling af irske landdistrikter, og hvor Uddannelsescentret i Roskilde – Slagteriskolen har været ansvarlig for at koordinere en analyse af uddannelsesbehov blandt små og mellemstore virksomheder i de fire partnerlande.
Materialet er tilgængeligt via "Styrkelse af lokale forsyningskæder af kød" og har fokus på forretningsudvikling gennem bl.a. innovation og markedsføring, og tilsigter at give en bedre forståelse af potentialet i egen forretning, og hvordan man kan gribe sagen an bl.a. med at analysere og iværksætte nye forretningsmetoder.
Kurset er ligeledes udviklet, så det kan anvendes af uddannelsesinstitutioner med materialer til underviser. Kurset findes ligeledes i et begrænset antal på DVD, som kan rekvireres ved at kontakte Karen Wahlgreen, Uddannelsescentret i Roskilde, Slagteriskolen.