Gik viralt med opråb - nu har kollegerne smidt ham ud
Indehaveren af Danmarks ældste fiskebutik, P. Clausens Fiskehandel, lagde mandag en video ud, hvor han åbnede munden om et emne, der ikke møder megen opbakning fra andre i branchen
Mandag morgen lagde Jakob Clausen en video ud, hvor han tog afstand fra opdrættet fisk og gjorde det klart, at det ikke længere er noget, kunderne vil kunne finde i hans butik.
I selvsamme video langer Jakob Clausen ud efter andre fiskehandlere, der har opdrættet fisk i køledisken.
Og nu er ejeren af den 136 år gamle fiskehandel på havnen i Aarhus, Jakob Clausen, så blevet smidt ud af bestyrelsen i brancheforeningen Danmarks Fiskehandlere. Det bekræfter han over for TV2 Østjylland.
- Jeg er træt af, at folk kun redder sit eget skind i stedet for at kigge fremad. Med det statement er jeg ude. Det er simpelthen en falliterklæring, forklarer Jakob Clausen, da TV2 Østjylland taler med ham onsdag aften i forbindelse med udsmidningen.
På sin Youtube-kanal og sine sociale medier deler han jævnligt ud af sine erfaringer og meninger, og i oktober lavede han en video med titlen 'Laks er L O R T' om netop den opdrættede laks, og hvorfor man i hans øjne ikke bør købe den.
Men denne gang var det altså dråben for brancheforeningen Danmarks Fiskehandlere, der så sig nødsaget til at smide Jakob Clausen ud af bestyrelsen.
- Jeg synes, det er skide friskt, det han har gjort. Men det hører ikke hjemme i en bestyrelse, hvor man sidder og varetager medlemmers interesser, siger Klaus Anker Jensen, der er formand i brancheforeningen Danmarks Fiskehandlere.
Selvom lyden er en anden fra kollegerne, har Jakob Clausen modtaget utallige positive tilkendegivelser fra kunder og på de sociale medier.
- Det kommer egentlig ikke som nogen overraskelse for mig, at jeg er blevet smidt ud af bestyrelsen. Jeg havde set den komme, og jeg har været et vrag de seneste dage, men jeg er meget stolt over reaktionen, fortæller Jakob Clausen med dirrende stemme.
På trods af at Jakob Clausen har mistet sin plads i bestyrelsen i lyset af sine udtalelser, fortryder han ikke ét sekund.
- Jeg vidste, jeg ville stå alene, og jeg kan egentlig godt forstå bestyrelsens vinkel på det her. Men med den forståelse, der er kommet fra alle andre end dem, der arbejder med det, ville jeg faktisk ønske, at jeg havde taget kampen op noget før, fortæller Jakob Clausen.
Jakob Clausens ønske er at starte en åben diskussion om tilgangen til fødevareproduktion og mener, at udviklingen nu afhænger af to ting; at forbrugerne ændrer vaner og syn på tingene, og at nogen vil stille sig frem, uanset om de er enige med ham eller ej.
- Jeg har åbnet ballet, så nu håber jeg at få en dialog og blive grebet af nogen, der kan trumfe igennem, lyder opfordringen fra Jakob Clausen.
Formanden for brancheforeningen Danmarks Fiskehandlere, Klaus Anker Jensen, gør det klart for TV2 Østjylland, at udsmidningen er sket ganske udramatisk.
- Først og fremmest er jeg ked af, at det er nået hertil. Jeg synes, det er synd og skammeligt, men det skabte røre i baglandet, så der var enighed i bestyrelsen om, at Jakob Clausen ikke længere kunne være en del af denne.
Brancheforeningen blev dannet som et resultat af, at de små fiskehandlere manglede et sted at kunne hente hjælp.
Spørgsmål: Men har man ikke ytringsfrihed? Kan han ikke være med i bestyrelsen, bare fordi I er uenige?
- Det er ikke på grund af Jakob Clausens holdninger, han er blevet smidt ud af bestyrelsen. Det er simpelthen, fordi han ikke kan varetage vores medlemmers interesser, når han decideret sviner de produkter til, vores fiskehandlere sælger og lever af, siger Klaus Anker Jensen.