Spansk frugt giver et tab på 11 millioner kroner
Spansk landbrugsjord er ikke altid i høj kurs. Det opdagede en Odense-virksomhed sidste år. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Koncernen, der ofte omtales som Poulsen og Finsen, ejer en lang række ejendomme til udlejning. Men den beskæftiger sig også med import af frugt og grønt, som var den oprindelige beskæftigelse, da Peter Poulsen stiftede den i sin ungdom.
Det var i forbindelse med importen af frugt fra Spanien, at en lokal forretningsmand blev ramt af uheld og fik en gæld til fynboerne, som i det seneste regnskab har kostet virksomheden næsten 11 millioner kroner i tab.
- Vi havde egentlig sikret os ved at få pant i noget landbrugsjord i forbindelse med lånet. Men da det kom til stykket, vurderede vi, at jorden ikke havde nogen stor værdi på grund af Spaniens problemer med vejret. Så i stedet for at overtage den, har vi hensat beløbet, siger Peter Poulsen til Fyens Stiftstidende.
Tabet har været med til at gøre koncernens regnskab til et af de jævne. Tidligere har der været flere år med overskud på over 200 millioner kroner, da ejendomspriserne steg og steg. Men i de senere år tallene været mere adstadige, og 2023/24 endte med et plus på 54 millioner kroner før skat - ti millioner mindre end året før.