Kinesisk nedskrivning er med til at halvere Heinekens overskud
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/121958376.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=6000&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=3991&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=5&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=439&accessToken=8af548b429519dbc0090fa3db2fa277350588e53a306900b007d2f68efd3ae21)
Den hollandske bryggerikoncern Heineken solgte flere øl sidste år, end den gjorde året før.
Men en kinesisk nedskrivning gør ondt på bundlinjen, viser selskabets årsregnskab onsdag.
Heineken kom ud af 2024 med et overskud efter skat på 978 millioner euro svarende til 7,3 milliarder kroner.
Det er 57,6 procent lavere end i 2023.
I juli måtte Heineken nedskrive værdien af sin investering i det kinesiske bryggeri CR Beer. Nedskrivningen lød på 874 millioner euro.
Den kom, efter en periode hvor der var blevet skåret en fjerdedel af det kinesiske selskabs markedsværdi.
- Det afspejler muligvis bekymringer om det makroøkonomiske miljø i Kina og dets indvirkning på forbrugernes efterspørgsel, lød vurderingen fra selskabet på daværende tidspunkt.
Det samlede ølsalg for hele koncernen så en organisk vækst på 1,6 procent sidste år.
Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning, når man fraregner eksempelvis opkøb eller udsving i valutakurser.
Det kan give et mere retvisende billede af udviklingen i en virksomhed.
Hvor Vietnam i 2023 var medvirkende til et faldende salg, havde landets forbrugere den omvendte effekt sidste år, fremgår det af regnskabet.
Fremgangen i både Vietnam og Indien var mere end nok til at gøre op for tilbageholdne forbrugere i Cambodia.
I Europa og på de amerikanske kontinenter var der også fremgang i salget, omend i mindre grad end i Asien.
Heineken tror på, at væksten kommer til at fortsætte i år. Koncernen tror både på et højere salg og en højere omsætning.
Derudover vil den igangsætte et aktietilbagekøbsprogram på 1,5 milliarder euro svarende til mere end 11 milliarder kroner.
Et aktietilbagekøb fungerer ved, at et selskab køber aktier på børsen og derefter annullerer dem. På den måde bliver værdien af de tilbageværende aktier mere værd.
Det er en måde for et selskab at fordele overskud til aktionærerne på linje med udbytte.
/ritzau/