Bryghus henter ny chefbrygger hos konkurrent
Fra 1. juni skal chefbrygger hos Thisted Bryghus Kjeld Vang Lauritsen i stedet brygge øl godt 60 km. fra sin nuværende arbejdsplads.
Her tiltræder han nemlig som ny chefbrygger på Fur Bryghus. Han skal styrke udviklingen af nye produkter og bidrage til at øge bryghusets synlighed på markedet.
Det oplyser Fur Bryghus i en pressemeddelelse.
- Der er ingen tvivl om, at Kjeld igennem en længere periode har haft en vigtig rolle i ølbrygningen i Danmark. Han har blandt andet stået bag udviklingen af flere nye øl, heriblandt den nye Belgiske Dubbel samt flere økologiske varianter, udtaler ddrektør Thomas Hald Blouner, Fur Bryghus.
Kjeld Vang Lauritsen har haft en passion for øl siden starten af 00’erne, hvor han blev medlem af Danske Ølentusiaster. Han blev i 2017 uddannet diplombrygger og har siden 2021 stået i spidsen for produktionen på Thisted Bryghus.
- Fur Bryghus er et spændende sted, der rummer masser af udviklingsmuligheder, og som har en helt unik kobling omkring både at være bryggeri, men også restaurant og eventsted. Der er på Fur Bryghus kort fra tanke til handling, og derfor bliver det også spændende at tage del i den udvikling, udtaler Kjeld Vang Lauritsen.
Ansættelsen af Lauritsen er et strategisk skridt i Fur Bryghus’ ambition om fortsat produktudvikling og kvalitet. Ifølge direktør Thomas Hald Blouner vil den nye brygmester være en central drivkraft i arbejdet med at forfine og udvide sortimentet.