Arla-formand: Derfor er fusionen en god idé

Arla og tyske DMK Group vil fusionere og sammen blive Europas største andelsmejeri.
Eller rettere sagt vil Arla få den titel, for fusionen betyder, at Arla navnet består, hovedkontoret forbliver i Viby og Peder Tuborgh bliver direktør for hele foretagendet.
Mens økonomien hos Arla har stået solidt, har det set anderledes usikkert ud hos tyske DMK.
Alligevel er fusionen det helt rigtige træk for Arla, vurderer selskabets bestyrelsesformand, Jan Toft Nørgaard.
Til Jyllandsposten afviser han kategorisk, at DMK vil udgøre en belastning for Arla og svække selskabets indtjeningsevne.
- Tværtimod! Vi har i en årrække været meget bevidste om, at vi ikke er stærke nok på markederne for gul ost. Det er ret afgørende, da forbruget af drikkemælk falder i Europa, mens forbruget af ost stiger. Det er her, DMK kommer ind billedet, fordi de er stærke på eksempelvis edam- og goudaost, forklarer Jan Toft Nørgaard til mediet.
Fakta om fusionen
Arla Foods
- Omsætning: 13,8 milliarder EUR
- Ejere: 7,600
- Medarbejdere: 21,900
- Mælkemængde: 13,7 milliarder kg.
DMK Group
- Omsætning: 5,1 milliarder EUR
- Ejere: 4,600
- Kolleger: 6,800
- Mælkemængde: 5,3 milliarder kg.
Vigtige datoer
- 17./18. juni: Repræsentantskaberne i Arla og DMK Group stemmer om fusionsaftalen
- Ultimo 2025: Myndighedsgodkendelse
Et defensivt træk
DMK Group består af over 4.000 landmænd og er både et nyt og et gammelt selskab. Det tyske andelsmejeri bryster sig af over 200 års historie gennem dets landmænd, men de opstod i 2011 som en fusion mellem de to tyske mejerier Humana og NORDMILCH.
Fødevareøkonom ved Københavns Universitet, Henning Otte Hansen, er enig med Arla Foods bestyrelsesformand, Jan Toft Nørgaard, der har kaldt den mulige fusion for en win-win situation for begge andelsselskaber. Men, Henning Otte Hansen understreger, at fusionen sker ud fra to forskellige positioner. For DMK Group har mistet medlemmer og volumen de seneste år.
- Jeg tror, man skal se det som et defensivt træk. De har mistet momentum, og de er nødt til at finde en løsning, har Henning Otte Hansen tidligere fortalt til Food Supply.