23948sdkhjf

Fødevareminister jagter japansk frihandelsaftale

Fødevareminister Karen Hækkerup er i offensiven for at skaffe endnu mere hyldeplads til dansk svinekød i den japanske detailhandel.
Fødevareminister Karen Hækkerup jagter en frihandelsaftale i Japan, der i forvejen køber dansk svinekød for 3,3 mia. kr. hvert år.

Japanerne køber lige så meget dansk svin, som vi danskere importerer elektronik og biler fra Japan, og i 2012 eksporterede Danmark i alt landbrugs- og fødevarer for 4,9 mia. kr. til Japan. Derfor er fødevareminister Karen Hækkerup taget til landet med repræsentanter for fødevareerhvervet for at hjælpe dansk erhvervsliv med et eksportfremstød.

- Herovre giver man ikke rødvin og chokolade i værtsgave, man giver dansk svinekød, og det er selvfølgelig fordi, danske fødevarer har et ualmindeligt godt ry, og det skal vi udnytte til at få endnu flere danske varer på det japanske marked, siger fødevareminister Karen Hækkerup.

I 1973 fik Danmark som nogle af de første lov til at sælge svinekød til det lukkede japanske marked, og siden da har Danmark været storeksportør til Japan. I dag kommer over en fjerdedel af det frosne svinekød, der sælges i Japan, fra Danmark.

- Selvom vi har en stor eksport til Japan, så står der ikke særligt mange danske varer i japanske supermarkeder. Derfor har jeg prioriteret at have møder med repræsentanter fra den japanske detailhandel, så danske varer kan lande i indkøbskurvene hos de købedygtige japanere, siger Karen Hækkerup.

Selvom japanerne er vilde med danske fødevarer, og i dag har verdens femtestørste økonomi, så er det over 10 år siden, der sidst har været en dansk fødevareminister på besøg i landet.

- Det er på høje tid, at en dansk fødevareminister besøger Japan. Jeg synes, vi har forsømt nogle af de muligheder, der er i Japan, så derfor har det været vigtigt for mig at komme ned og vise flaget, siger Karen Hækkerup.

Besøget i Japan slutter i morgen fredag.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.07