Danish Crown optimerer produktionen
Fra begyndelsen af 2014 hæver DC Pork basisvægten med 4 kg per gris. Det skal styrke indtjeningen både hos ejerne og på slagterierne, siger CEO i DC Pork Jesper Friis.
- Markedet har udviklet sig, så det er blevet muligt for Danish Crown at sælge lidt tungere delstykker, og det potentiale skal udnyttes. Danish Crowns vægtgrænser styres af afsætningssituationen, og vi ser en mulighed for at afsætte de lidt tungere delstykker som f.eks. brystflæsk, siger Jesper Friis.
Slagteridrift i et højomkostningsland som Danmark er en udfordring, som kræver, at man hele tiden ser på nye muligheder. En ændring af vægtgrænserne er en af dem.
Formand for Landbrug & Fødevarers Virksomhedsbestyrelse og Danish Crowns Svineproducentudvalg (SPU) Asger Krogsgaard er tilfreds med Danish Crowns udmelding.
- Det her vil styrke hele værdikæden, og det er der brug for. Produktionen af tungere grise er en optimering af driften hos landmanden og på slagteriet. Vi er opmærksomme på, at ikke alle producenter kan udnytte dette potentiale fuldt ud med baggrund i gældende lovgivning og miljøtilladelser. Jeg vil derfor opfordre politikere på Christiansborg til hurtigst muligt at se på de nødvendige tilpasninger på området. Det vil i sidste ende være til gavn for den danske svineproduktions konkurrenceevne, og det vil hjælpe til at bevare nogle af sektorens danske arbejdspladser, siger Asger Krogsgaard.
Udregninger fra Videncenter for svineproduktion viser, at hvis den gennemsnitlige slagtevægt hæves med 4 kg., så betyder det et forbedret dækningsbidrag på 8 kr. pr. smågris og 14 kr. pr. slagtesvin.