Tican udfordret på ferskkød og færdigretter
Tican sælger mere, men indtjeningen følger ikke med. Koncernens færdigret-virksomhed i England har haft et vanskeligt år som følge af hestekødsskandalen.
- Årets resultat er under de givne omstændigheder tilfredsstillende. Virksomheden er generelt set godt kørende og konkurrencedygtig, men udfordringerne i første halvår inden for ferskkødsområdet og på færdigretter, som følge af hestekødsskandalen, præger desværre årsresultatet. Men det har vi heldigvis lagt bag os, og driften er tilbage på sporet i de sidste måneder af året, siger adm. direktør Ove Thejls.
Tican er gået ind i andet år af strategiperioden og fastholder ambitionerne i strategiplanen.
- Vi har haft meget fokus på omkostninger og indtjening i 2012/13 som følge af de udfordringer, vi har haft, men vi har både kunnet forbedre vores effektivitet og skabe vækst, siger Ove Thejls og fortsætter:
- Det skaber et godt grundlag for at fortsætte med vores ambition om at differentiere koncernen og vores produkter med henblik på at skabe mere værdi fremover.
Slagteriaktiviteter går langsomt frem
I de seneste måneder af året har der været en meget tilfredsstillende kapacitetsudnyttelse i slagteriaktiviteterne. Ferskkødsforretningen har ellers været kendetegnet ved et hårdt pres på indtjeningen i 1. halvår, bl.a. som følge af nedgangen i produktionen af slagtesvin og en svagere indtjening på det attraktive japanske marked. Tilførslerne i første halvår var lidt lavere end året før, hvorimod der var en meget tilfredsstillende udvikling i slagtningerne i andet halvår. Slagtningerne er for hele året gået frem med 6 procent og lander på knap 1,9 mio. svin.
Hestekødsskandale giver lussing
Koncernens færdigret-virksomhed, Pro-Pak Foods i England, har haft et særdeles vanskeligt år som følge af hestekødsskandalen. Virksomheden har ikke været impliceret i skandalen, men efterspørgslen på virksomhedens produkter faldt med op til 40 procent i januar/februar, da forbrugerne mistede tilliden til hele produktkategorien. Virksomheden har derfor været tabsgivende i 2012/13.
- Pro-Pak Foods er dog generelt i en meget god udvikling, og trods årets store efterspørgselsudfordring har det faktisk været muligt at øge markedsandelen på færdigretter ift. året før, oplyser Tican.