Uhrenholt får kæmpe OL-kontrakt
Fødevarekoncernen Uhrenholt er blevet udvalgt som logistikpartner ved vinter-OL i Sochi i Rusland.
- Det er en megaaftale for os. I første omgang spillede vi ikke os selv på banen, men der kom gnidninger i forholdet mellem OL-komiteen og den partner, de havde valgt. Derfor kom de og spurgte os, om vi kunne hjælpe dem, siger Uhrenholts landechef i Rusland, Michael Zøhner, til avisen.
Zøhner har i øvrigt forhandlet sig frem til at måtte bruge de olympiske ringe i Uhrenholts positionering og markedsføring fremadrettet. Ifølge Børsen placeres Uhrenholt som logistikpartner i gruppen lige under navne som Coca-Cola, McDonald's og Visa. Og værdien i det selskab vurderes af sponsorekspert Carsten Buhl, Sponsorpeople, til at ligge i den høje ende af et tocifret millionbeløb.
Nu skal arbejdshandskerne på, for OL er lige om hjørnet.
- Vi skal have ansat 80 mand og allokere 40 lastbiler til opgaven, uddyber Michael Zøhner og understreger over for avisen, at profitten kommer til at afspejle den indsats, der på kort tid skal skydes ind i projektet.