23948sdkhjf

Datatrafik skal undersøges i muligt slagterikup

En undersøgelse af mobiltelefonsamtaler skal bringe nyt lys i sagen, hvor tre tidligere mellemledere er tiltalt for særlig groft tyveri fra deres arbejdsplads.
Tre tidligere ansatte er tiltalt for tilbage i 2011 at have stjålet 65 ton dieselolie, ståltanke, stålreoler og maskineri til en værdi af i alt 2,3 millioner kroner fra deres arbejdsgiver, Danish Crown i Blans.

De tiltalte nægter sig skyldige og har tidligere forklaret, at ledelsen havde sagt god for det, fordi pengene skulle gå til en julefrokost på virksomheden. Der er afgivet vidneforklaringer og der falder først dom i sagen næste år, men nu har sagen taget en ny drejning. Det skriver JydskeVestkysten.

De tre tiltaltes forsvarere ønsker at genoptage efterforskningen med henblik på at indhente en del datatrafik, herunder mobiltelefonsamtaler, og samtidig genafhøre flere vidner. Forsvarerne er nemlig af den opfattelse, at dette kan bevise, at fabrikschef Ole Carlsen og den chauffør, der skulle have transporteret diselolien væk fra slagteriet, kender hinanden særdeles godt. Begge er nemlig medlem af den samme loge: Lions Club, hvilket ikke tidligere er kommet frem.

- De kender hinanden langt bedre, end de har givet indtryk af tidligere. Det har vi en klar formodning om, de vil bekræfte, sagde forsvarer Jens Hedegaard ifølge JydskeVestkysten i et retsmøde onsdag.

Ifølge avisen ønsker anklager Rikke Brændgaard ikke at genoptage efterforskningen.

Ved anmeldelsen af tyveriet o forsommeren 2012, blev den ene anklagede leder bortvist, mens de to øvrige på daværende tidspunkt allerede var stoppet på slagteriet. De kan alle tre risikere hårde fængselsstraffe, hvis de bliver dømt for et millionkup på deres gamle arbejdsplads.




Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078