Danish Crown ansætter direktør til nyt selskab
1. januar 2014 tiltræder Jan Boeg Hansen som CEO for det nye DC Ingredients i Danish Crown.
Området omfatter allerede det verdensomspændende tarmfirma DAT-Schaub. Hertil kommer et nyetableret selskab DC Ingredients, som blandt andet beskæftiger sig med anvendelsen af blod fra slagteprocessen, minkpulp og hydroliserede proteiner, og det bliver det selskab, Jan Boeg Hansen skal stå i spidsen for.
Jan Boeg Hansen, 56 år, har mere end 30 års erfaring med salg og produktion af ingredienser til fødevareindustrien, herunder en baggrund i ledende stillinger i både Novo Nordisk, Chr. Hansen, tyske GELITA og biotechfirmaet Cleanfield.
- Jan Boeg Hansen er et oplagt bud på en erfaren person, der kan udvikle et vigtigt forretningsområde i koncernen. Med den danske omkostningsstruktur har det i en årrække været afgørende, at vi er ekstraordinært dygtige til at få værdi ud af hele produktet. Ikke kun koteletterne og flæskestegen, men også blod, tarme og andre biprodukter. Med etableringen af DC Ingredients er der sat strategisk fokus på området, siger bestyrelsesformand i DC Ingredients og CEO i DAT-Schaub, Jan Roelsgaard.