23948sdkhjf

Flere afskedigelser på vej i DC Pork

Fremtiden er endnu uvis for Danish Crown i Rønne og Skærbæk, men koncernen har besluttet at tilpasse kapaciteten på sine svineslagterier, hvilket kommer til at berøre op mod 350 medarbejdere.
Fremtiden er endnu uvis for Danish Crowns ansatte på Bornholm og i Skærbæk.

På anlægget i Rønne skal der findes årlige besparelser på 20-25 mio. kroner for at sikre en rentabel produktion. Derfor har Danish Crown indledt forhandlinger med medarbejdere, andelshavere og myndigheder. Senest den 1. juni 2014 forventes de cirka 190 medarbejdere at få svar.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at slagteriet på Bornholm har været i kikkerten længe, fordi det ganske enkelt koster væsentligt mere per kilo kød, vi producerer på øen. Men vi er også meget opmærksomme på både de lokale arbejdspladser og den kortest mulige transport af slagtedyrene. Derfor vil vi sammen med medarbejderne og politikerne se på, om vi kan finde andre løsninger, der gør produktionen på Bornholm økonomisk bæredygtig. På den måde håber vi at kunne bevare slagteriet og arbejdspladserne, siger CEO for DC Pork Jesper Friis i en pressemeddelelse.

Den samme udfordring gør sig gældende, når det handler om soslagtninger i Danmark. I dag slagter Danish Crown søer på slagteriet i Sæby, hvor søerne udgør en mindre del af produktionen, og i Skærbæk, som er et rent soslagteri.

- Vi skal naturligvis kunne tage imod andelshavernes søer, når de skal slagtes. Men især i Skærbæk er det omkostningstungt og ikke konkurrencedygtigt, og det skal vi se på med strategisk sigte. Enten skal vi minimere aktiviteterne, eller også skal produktionen gennemføres smartere og billigere, lyder det fra Jesper Friis.

Danish Crown beskæftiger omkring 85 medarbejdere i Skærbæk og koncernen har indledt forhandlinger med medarbejderne om en økonomisk bæredygtig strategi for soslagtninger fremadrettet. Afklaring herom forventes senest 1. juli i år.

Kapaciteten tilpasses på flere slagterier
Strukturplanen indebærer også en tilpasning af kapaciteten på de danske svineslagterier i koncernen.

- Vi har i dag kapacitet til at slagte flere svin, end der leveres til slagterierne, og det er ikke holdbart, siger Jesper Friis.

Tilpasningen vil berøre ca. 350 medarbejdere fordelt på flere produktionsanlæg.

- Vi har ikke på forhånd lagt os fast på, hvordan vi tilpasser kapaciteten, men vi ved, det drejer sig om ca. 350 medarbejdere, der vil blive berørt. Derfor er det her et ønske om en oprigtig dialog om, hvordan vi kan strukturere produktionen, så færrest muligt mister deres arbejde. Der er en række forskellige løsninger på anlæggene, og det skal vi i løbet af de næste uger drøfte med medarbejderne, forklarer Jesper Friis, som understreger, at behovet for en mindre slagtekapacitet er tilstede allerede fra februar i år.

Igennem de seneste godt fem år er produktionen af slagtesvin i Danmark faldet med godt 20 pct. I december kom der en håndsrækning fra politisk side i form af en vækstpakke. Den lægger op til en ændring af blandt andet skattereglerne, hvis man investerer i sin egen arbejdsplads.

- Hvis vi ikke sætter ind med nye tiltag, fortsætter udviklingen, og så kommer vi til at stå med overkapacitet igen om et år. Derfor er det oplagt at genoptage diskussionen med medarbejderne og se på, om vi med de nye regler kan genetablere slagtesvineproduktionen og dermed sikre de arbejdspladser, der er tilbage, slutter Jesper Friis ifølge meddelelsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094