23948sdkhjf

Kager på tv lokker de unge til faget

Trods "voldsom interesse" kan branchen dog stadig opsuge de mange interesserede.
De griner og græder på tv, mens der laves funklende flotte lagkager med marcipanfigurer. Og det kan mærkes på interessen hos de unge, som vil lave kager som på tv.

I branchen kan man berette om en nærmest voldsom interesse for at blive konditor.

- Det rider på den bølge, som kokkene red på for 10 år siden, siger Erik Jensen, som er branchens uddannelseskonsulent og ansvarlig for praktikpladser.

Og somme tider skuffes forventningerne også hos de unge.

- Der er nogle, der stopper under grundforløbet, fordi de opdager, at man ikke skal stå og lave flotte bryllupskager fra første dag, siger han og tager fat om en stor røreskål, som han er ved at stille på plads under forberedelserne til DM i Skills - Danmarksmesterskaberne i faglige færdigheder, som i disse dage foregår i Aalborg.

- Sådan en skal man flytte mange gange i løbet af en dag. Det er hårdt arbejde, og man skal lave den samme bevægelse en masse gange på en dag, siger han.

Men han lover, at faget stadig opfylder drømme for det kreative og romantiske gemyt.

- Jo, man skal også være kreativ, og man skal kunne lide at glæde andre, siger han.

Mange skal flytte efter det
Tilstrømningen af flere konditorelever, som går i skole på erhvervsskolen ZBC i Ringsted, har givet Erik Jensen en udfordring med at skaffe praktikpladser, men der er stadig praktikpladser til alle.

- Men det kræver, at man vil flytte efter det, hvis man virkelig vil det. Det er i de store byer, at det foregår. Det er ikke noget, man kan lære i det lille bageri nede på hjørnet, siger han.

For at skaffe nok praktikpladser har man blandt andet dyrket en smule nyt land og fundet lærepladser på hotelrestauranter, nævner Erik Jensen.

Oplevelsen er vigtig
I disse dage skal fire konditorelever så dyste om, hvem som er Danmarks bedste konditorelev.

Erik Jensen mener, at det er for meget andet end sportens skyld.

- Det er et godt udstillingsvindue, hvor vi vil svare på spørgsmål, når de unge kommer og spørger til alt fra løn til opstart af egen virksomhed. Det er en stor oplevelse for vores unge talenter, og så er det givtigt for branchen med den innovation, som vores lærlinge skaber.

Cecilie Rosenkrants Rasmussen har allerede en DM-titel i rygsækken, men det var DM for bagerelever, og i år skal hun for første gang dyste i konditordisciplinen, efter at hun har valgt at bygge en konditoruddannelse oven på sin bageruddannelse.

For hende er det netop oplevelsen og inspirationen, der er interessant.

- Det giver nogle spændende udfordringer at deltage i sådan en konkurrence. Man kan lære af de fejl, man begår, og man kan lære en masse nyt, som man ser hos de andre, siger hun til Food Supply.

- Og så forventer jeg bare en rigtig god oplevelse sammen med alle de andre.

Vi spiser stadig flødeskumskager
Erik Jensen er ikke bange for, at den øgede tilstrømning af elever skaber ledighed efter uddannelsen.

- Mig bekendt går der ikke en konditor rundt og er arbejdsløs, siger han.

Og han frygter ikke, at nogen sundhedsbølge går hen og slår branchen ihjel.

- Vi sælger ikke færre kager, blot fordi en masse er gået over til stenalderkost, og hvad de ellers er gået over til. Selv om vi ikke må, så spiser vi stadig flødeskumskager, muntrer Erik Jensen sig.

Artiklen er en del af temaet DM i Skills.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063