23948sdkhjf

Langenæs Bageriet og Cofoco har Danmarks bedste lærlinge

Danmarks bedste konditorlærling kommer fra Langenæs Bageriet, mens bedste bagerelev kommer fra Cofocos bageri i Kastrup.
Efter tre intense dage med godt håndværk, passioneret arbejde og faglig stolthed blev vinderne lørdag eftermiddag kåret ved DM i Skills 2014 i Aalborg. I alt 37 vindere fra 29 fag blev hyldet af en fyldt arena i Gigantium. Mesterskabet for erhvervsuddannelser blev en publikumsmagnet og stak alle rekorder med 42.000 besøgende.

Nysgerrig og arbejdsom
Katrine H. Oehlenschlæger blev lørdag kåret som Danmarks bedste konditorlærling, og mester hos Langenæs Bageriet er naturligvis stolt:

- Katrine har været hos Langenæs Bageriet i snart halvandet år, og der er ingen tvivl om, at hun bliver en af de helt store profiler for vores fag. Hun er nysgerrig, talentfuld og så er hun villig til at knokle, til tingene lykkes og sidder ”lige i skabet”, fortæller den stolte læremester chefkonditor Palle Sørensen.

Guldmedaljen motiverer
På Katrines arbejdsplads i Aarhus er man ikke i tvivl om, at guldmedaljen ved Skills 2014 er fuldt fortjent.

- Katrine har ydet en enorm indsats og forberedt sig ned til mindste detalje. Det er absolut fortjent, at hun får den faglige anerkendelse, som en guldmedalje er. Og samtidig kan jeg da ikke lade være med at glæde mig over den afsmittende effekt, som medaljen også har. Der er jo ingen tvivl om, at vores øvrige lærlinge bliver ekstra motiverede, når de oplever, at det faktisk giver pote at lægge masser af tid og kræfter i træning, siger bagermester Michael Spottag.

Asger Skov Hansen vandt titlen som årets bagerlærling. Han er til daglig i lære hos Cofoco Airport Solutions, der i Kastrup råder over eget bageri og fra samme adresse producerer frokostordningen Cofoco Lunch Market samt færdigretter og sandwiches til detailhandlen.

Både Katrine Horsted Oehlenschlæger og Asger Skov Hansen er under uddannelse hos ZBC Ringsted.


Artiklen er en del af temaet DM i Skills.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093