Fakta på vej med katastroferegnskab
Avis: Fakta er på vej til at fremlægge 2013-regnskab, som tegner til at blive det værste i discountkædens historie.
For kun to år siden havde Fakta et overskud før skat på 284 millioner kroner, i 2012 faldt det til 197 millioner kroner, og for første gang i mange år kommer kæden i 2013 ud med underskud. De seneste år har været turbulente for discountkæden, der blandt andet har flyttet hovedkontor og kædechef flere gange.
Faktas kædechef Niels Karstenen kommenterer udviklingen over for avisen.
- Nej, jeg sidder ikke og ryster på hånden. Vi er på vej i den rigtige retning. Men det er med bittesmå skridt, siger han til Berlingske.
Niels Karstensen tiltrådte stillingen som kædedirektør pr. 1. september 2013, efter Fakta havde stået uden chef i et år. Han er nu manden, der skal finde Faktas strategiske plads i markedet.
- Når jeg sidder og kigger på det fundament, vi har, så tror jeg, at du skal regne med, at der i hvert fald går seks til 12 måneder, før du har en færdig køreplan. Det er ikke noget, vi bare drøner af sted med inden for de næste seks måneder, siger han til avisen.