23948sdkhjf

Fyn får eget malteri

Med støtte fra LAG-midlerne, Region Syddanmark og de fynske kommuner kan Fyn nu reetablere et fynsk malteri, så fynsk øl igen kan laves på fynsk malt. Malteriet skal ligge i Refsvindinge Bryghus.
”Fynsk øl skal kunne laves på fynsk malt”. Det er et af de ønsker, som innovationsnetværket for de fynske bryggerier, i regi af Syddansk Universitet, har arbejdet med den seneste tid. Og det ønske kan nu realiseres med 1 mio. kr. i støtte fra LAG-midlerne, regionen og de fynske kommuner. Udvikling Fyn har stået for ansøgningsprocessen og skal nu, sammen med Refsvindinge Bryggeri, etablere malteriet, som får til huse på bryggeriet i det østfynske.

- Uden de støttekroner som Udvikling Fyn har tilvejebragt, ville dette ikke have været muligt, siger John Rasmussen fra Refsvindinge Bryggeri.

Også fynsk humleproduktion på vej
Malteriprojektet bliver udført af lokale håndværkere og vil bidrage til beskæftigelsen i nærområdet. Når malteriet er oppe at køre til efteråret, vil de fynske bryggerier kunne hente specialmalt fremstillet af fynsk maltbyg hos Refsvindinge Bryggeri. Brygmester Leif Typkær, facilitator af innovationsnetværket, siger:

- Det er helt naturligt, at der igen satses på at lave malt på Fyn til særlige specialøls-produkter, idet en stor del af den maltbyg, som i dag bruges til maltfremstilling, dyrkes på Fyn. Næste skridt er at genoplive den fynske humleproduktion, som er et område, hvor Fyn også har stolte traditioner. Visionen er, at der kan produceres fynsk specialøl, som er 100 procent baseret på fynske råvarer, og vel at mærke af en høj smagsmæssig kvalitet.

Bettina Eriksen, direktør for Udvikling Fyn er glad for, at Udvikling Fyn på denne måde kan være med til at støtte en udvikling på fødevareområdet, som er til gavn for bryggeriernes produktudvikling og afsætningsmuligheder.

- Det, at fynsk øl i højere grad kan produceres med fynske råvarer, vil have en stor brandingmæssig værdi både for de fynske bryggerier og for Fyn som en region med spændende fødevareoplevelser, siger Bettina Eriksen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081