23948sdkhjf

Polaris bliver majoritetsejer i Det Danske Madhus

Polaris Private Equity har købt sig ind i Det Danske Madhus, der dagligt leverer cirka 16.000 kolde og varme retter til ældre, plejehjem og sygehuse i landets 79 kommuner.
Siden 2004 har Det Danske Madhus indgået i vellykkede Offentligt-Private Samarbejder (OPS) med 6 kommuner og bidraget til at gøre Fritvalgsordningen på madområdet til en succes for borgerne og kommunerne. Virksomheden har gennemgået kraftig vækst siden etableringen i 2003 og havde i 2013 en omsætning på ca. 400 mio. kr. Med Polaris som medejer vil Det Danske Madhus fortsætte den positive udvikling på det danske marked i vækst, tilbyde flere ydelser og på sigt skabe en platform for ekspansion til nærmarkederne.

- Vi ser frem til at fortsætte udviklingen af Det Danske Madhus i et tæt parløb med Polaris og udnytte de muligheder, som vi sammen har identificeret i markedet. Vi har skabt en stærk virksomhed med en førende position inden for tilberedning og distribution af velsmagende hjemmelavet mad til vores ældre. Det Danske Madhus er vokset fra en god ide til seks madhuse med levering landet over, og med Polaris som ny medejer får vi tilført kapital og strategiske kompetencer, som vi skal bruge til at løfte virksomheden til det næste niveau, siger Henrik Sørensen, der stiftede Det Danske Madhus i 2003 og i dag er direktør og medejer.

Ledelsen i det Det Danske Madhus fortsætter uændret og udgøres af direktør Henrik Sørensen og økonomidirektør Brian Sørensen.

Det Danske Madhus beskæftiger godt 300 heltidsansatte og har kontor i Thisted samt madhuse i Silkeborg, Varde, Vejle, Aarhus, Helsingør og Køge, hvoraf tre drives i Offentligt-Privat Samarbejde med en kommune.

Maden distribueres til Det Danske Madhus’ kunder af det 100% ejede datterselskab Multi Trans, som er landets ældste og største transportør af færdigtilberedt mad til private borgere.

- Det Danske Madhus har opnået en unik position som respekteret og betroet partner for en række kommuner og opbygget en stærk portefølje af tilfredse kunder. Virksomheden er veldrevet og professionel og leverer et højt kvalitets- og serviceniveau med afsæt i effektive køkkener og en stærk logistikorganisation. Det har skabt gode resultater, og vi glæder os til at bidrage til den videre udvikling, siger Henrik Bonnerup, Partner i Polaris.

Det Danske Madhus’ kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere berøres ikke af udvidelsen af ejerkredsen. Det er mellem parterne aftalt ikke at oplyse købsprisen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078