23948sdkhjf

Mere alkohol i alkoholfrie øl

Alkoholfri øl må fremover indeholde op til fem promille alkohol mod én promille i dag.
Fakta om alkoholfri øl
I dag må en øl maksimalt indeholde 0,1 procent alkohol for at kunne markedsføres som alkoholfri.
Den grænse sættes nu op, så man fremover gerne må kalde øl med op til 0,5 procent alkohol alkoholfri.
Ændringen vil gælde alle drikkevarer, der normalt indeholder alkohol.

Fremover skal øl med op til 0,5 procent alkohol kunne markedsføres som alkoholfri. Det meddeler Fødevareministeriet i dag.

Baggrunden er, at bryggerierne med den lille forskel i alkoholprocenten vil kunne give øllene en bedre smag, og dermed kan forbrugerne få et bedre alternativ til den klassiske pilsner. I sidste ende kan det betyde, at flere end i dag vil vælge øl med en mindre alkoholprocent.

- Jeg skal ikke blande mig i, hvilken øl man rækker ud efter ved frokostbordet, men jeg vil gerne give de mange danskere, der sætter pris på en god øl, flere valgmuligheder. Hvis man eksempelvis gerne vil nyde en enkelt øl i gode venners lag, men skal ud at køre bil bagefter, så får man fremover mulighed for at drikke en øl med bedre smag, uden at man bliver påvirket, siger sundhedsminister Nick Hækkerup.

Erfaringer fra bl.a. Tyskland, Sverige og Norge, hvor man gerne må sælge øl med en marginalt højere alkoholvolumen som alkoholfri, har betydet, at udvalget af alkoholfri øl er blevet større, og at øl med en lavere alkoholprocent tegner sig for en større del af det samlede ølsalg.

- Vi baner nu vejen for, at bryggerierne kan udvikle nye, spændende og bedre øltyper, som indeholder et minimum af alkohol. Vi ved fra udlandet at en lidt højere alkoholprocent ikke alene styrker smagen, men også kan øge salget af alkoholfrie øl. Så det er altså både til gavn for forbrugerne og danske arbejdspladser, siger fødevareminister Dan Jørgensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078